Frustreret rockmusiker
Jeg har haft herpes siden jeg var i tyverne, og jeg fik det af min første seriøse sexpartner.
Min kæreste, gennem mange år, kom, desværre til at være sammen med en smittet,
men hun advarede mig om at hun havde haft et udbrud.
Det var en tid med p-piller og ingen fare, så vi ventede blot et stykke tid med at være sammen.
Katastrofe - kort tid efter lignede min diller en tennisbold.
Man håber jo det går over, men - ak.
Vi havde hyppige udbrud, skyldfølelse, men ingen bedrejdelser - det holdt nogle år.
Da jeg derefter mødte min kommende hustru, var jeg gået i panik.
Jeg var med i forsøg på venerisk klinik og sprang fra, da det var et valg mellem min kommende kone og placebo.
Jeg fik dog nævnt problemet, men hun elskede mig og ønskede, nærmest at hun selv fik herpes, så mit problem blev fælles.
Men det ønsker man jo ikke og vores sexliv blev temmelig samlejefrit så jeg fik udslet når vi kneppede normalt.
Vi lavede naturligvis andre sexting og formåede at holde hende herpesfri gennem vores 10 års ægteskab.
Hun havde sit månedlige "lort" og det havde jeg også, men mit behandlede jeg med zoviraxcreme - det mindede lidt om en parodi, men jeg tror jeg frygtede sex.
Sovepiller er blevet en metode til at holde hyppigheden af udbrud nede, da manglende søvn er den største trigger.
Nu er jeg single igen, og i min optik er kvinder stadig det vigtigste og smukkeste.
Men jeg har stadig udbrud.
Jeg ønsker at lege og udforske vores køn, men når jeg føler mig parat er der altid lige en lille prikken dernede der bremser mig.
Kvinderne er mere blevet en drøm og eksisterer i et slags parallelunivers hvor jeg ikke er en af medspillerne fordi jeg føler mig uværdig, som en person der ikke kan leve op til mine egne kriterier om det sexuelle væsen jeg er - det kan ikke være sådan.
Mine udbrud er uforudsigelige.
Er der nogle af jer andre der har haft gode erfaringer hvor hyppige udbrud er blevet stoppet helt efter behandling.
Jeg tænker på f.eks famvir
Rockmusiker uden rock and roll