Kære brugere af herpesinfo
Jeg er freelancejournalist og arbejder på artikler om herpes (genitalis) og medicinalindustriens manglende vilje til at udvikle og producere medicin mod lidelsen. I den forbindelse søger jeg en person, der vil være "case" i en artikel om, hvor mange livsforringende gener herpes kan give. Jeg er blevet meget berørt over de frygtelige beretninger her på bloggen og håber, at der er nogen, der vil være med til at sætte lidt offentlig fokus på herpes.Det kan desværre ikke lade sig gøre at være anonym, så du skal være klar til at stå frem med navn og billede.
Hvis du er interesseret kan du kontakte mig på mette@rabaektekst.dk
Venlig hilsen
Mette Rabæk
Person til interview søges
-
Enisammebåd
- Indlæg: 4
- Tilmeldt: 3. dec 2011, 22:46
Re: Person til interview søges
Tvivler på du får nogen til at stå frem med navn og billede - tror ikke på at der er ret mange der fortæller hele familien DK at de har herpes - mon ikke alles oldemor vil få småkagen galt i halsen ved sådan info 
Selvom artikel da lyder som et godt initiativ....
Når det så er sagt, hvad så med ham der fra Singleliv - han fortalte da om det på åben skærm... Måske han er klar
Åh, håber ik han er herinde 
Selvom artikel da lyder som et godt initiativ.... Når det så er sagt, hvad så med ham der fra Singleliv - han fortalte da om det på åben skærm... Måske han er klar
Åh, håber ik han er herinde 
Re: Person til interview søges
Jeg er enig med ovenstående. Jeg ville ellers være interesseret i at fortælle om det, men overhovedet ikke, hvis jeg ikke kan nævnes som Gerda, 38, Skodby.
Hvis du læser indlægene herinde igennem, ser du ofte ordene "jeg er flov, jeg føler mig ulækker" osv. Derfor vil der jo også være godt sammenhæng mellem emne og anonymitet. Jeg kan ikke se det kan skade din artikkel eller troværdigheden ved at lade folk fremstå som anonyme
Ellers så synes jeg initiativet er fantastisk. Før jeg fik denne sygdom, var den overhovedet ikke i min bevidsthed eller min viden - så overvej nu om du ikke kan skrive en artikel med en flok anonyme
Hvis du læser indlægene herinde igennem, ser du ofte ordene "jeg er flov, jeg føler mig ulækker" osv. Derfor vil der jo også være godt sammenhæng mellem emne og anonymitet. Jeg kan ikke se det kan skade din artikkel eller troværdigheden ved at lade folk fremstå som anonyme
Ellers så synes jeg initiativet er fantastisk. Før jeg fik denne sygdom, var den overhovedet ikke i min bevidsthed eller min viden - så overvej nu om du ikke kan skrive en artikel med en flok anonyme
-
Gæst
Re: Person til interview søges
Jeg håber virkelig der er en der er modig nok til at stå frem Artiklen er helt klart relevant!
Artiklen er helt klart relevant!-
Journalisten
Anonyme kilder/citater søges
Kære brugere af herpesinfo
Jeg har tidligere forsøgt at få personer til interview om herpes via denne side, men uden held, da det er et følsomt og tabuiseret område. Der er måske mulighed for, at jeg kan bruge anonyme citater i en artikel om herpes og det tabu, der omgiver sygdommen. Hvis I vil bidrage til det, vil det være fantastisk:-) Skriv jeres tanker og sygdomsforløb som svar i denne tråd og vælg et brugernavn, som ingen kan genkende, så giver I mig samtidig lov til at bruge citatet i en artikel. Artiklen skal stille skarpt på, at mange føler skam ved at være smittet og samtidig beskrive hvor frygteligt mange gener, sygdommen giver.
I øvrigt søger jeg med lys og lygte efter en person, der vejleder/rådgiver patienter, der netop har fået en herpesdiagnose. Og det er ikke let... Er der nogen af jer, der har et bud på en sådan rådgiver?
Venlig hilsen
Mette Rabæk
Jeg har tidligere forsøgt at få personer til interview om herpes via denne side, men uden held, da det er et følsomt og tabuiseret område. Der er måske mulighed for, at jeg kan bruge anonyme citater i en artikel om herpes og det tabu, der omgiver sygdommen. Hvis I vil bidrage til det, vil det være fantastisk:-) Skriv jeres tanker og sygdomsforløb som svar i denne tråd og vælg et brugernavn, som ingen kan genkende, så giver I mig samtidig lov til at bruge citatet i en artikel. Artiklen skal stille skarpt på, at mange føler skam ved at være smittet og samtidig beskrive hvor frygteligt mange gener, sygdommen giver.
I øvrigt søger jeg med lys og lygte efter en person, der vejleder/rådgiver patienter, der netop har fået en herpesdiagnose. Og det er ikke let... Er der nogen af jer, der har et bud på en sådan rådgiver?
Venlig hilsen
Mette Rabæk
-
sl
Re: Person til interview søges
Hej Mette
Jeg er 58 år og har i mit lange liv haft 2 partnere, jeg har haft seksuelle forhold til. Min mand som døde, for 7 år siden, var jeg sammen med, fra jeg var 16 til jeg var 52. Et år efter mødte jeg min nuværende mand, som jeg har levet sammen med i de sidste 6 år. Min nye mand har tendens til forkølelsessår ved munden, og det har jeg ikke tænkt nærmere over.
Forestil dig, hvor jeg kan føle det at gå til lægen første gang. Jeg fortalte ikke, at vi har haft et sjovt sexliv, min nye mand og jeg, og jeg går ud fra, at det er derfor, jeg har fået herpes. Lægen tog en prøve, og svaret en uge efter var Herpes 2. Ingen samtale med lægen om hvordan jeg kan/skal leve med den diagnose. Kun et svar. Jeg var meget ked af det i starten - hvordan skulle vi nu kunne opretholde vores gode og dejlige sexliv? Min mand er heldigvis ikke bange, men jeg vil meget nødig påføre ham en herpessygdom i de nedre regioner, selvom det er hans egen. Jeg har haft 3 udbrud ialt. Det første for 1 år siden, da vi var på ferie sydpå, men da vidste jeg ikke, at det var herpes. Det fandt jeg først ud af, da jeg fik 2. udbrud for 2 måneder siden.
Jeg er så ked af, at jeg, som har været så trofast hele mit liv, skal udsættes for dette. Det er meget ydmygende for mig. Min nye mand er også meget trofast, jeg er 100 % sikker på, at han ikke har trådt ved siden af, mens vi har kendt hinanden.
Jeg fandt heldigvis denne hjemmeside, og her har jeg fået lidt info, men ellers aner jeg ikke, hvor jeg skal finde lægelig info om min "sygdom". Det er meget fortvivlende. Hvor ville jeg gerne vide følgende: Hvad kan jeg gøre for at undgå kommende udbrud? Kan jeg overhovedet gøre noget? Hvordan kan jeg have et godt sexliv med den diagnose? Hvad skal vi passe på? Hvad må vi gerne? Skal jeg passe på i hverdagen, f.eks. på arbejde, når jeg bruger fælles toiletter? Jeg vil jo nødig smitte nogen. Er der noget med kosten, der skal tages hensyn til? Er der noget med solbadning? Er det i virkeligheden herpes 1 eller 2, jeg har? Jeg har hørt, at man bare siger, det er type 2, selvom det godt kan være type 1. Er type 2 farligere end type 1? Kan det i grunden være helvedesild, og ikke herpes? Mit sidder på ballen og ikke på kønsorganerne. Og mange, mange flere fortvivlende spørgsmål, øv.
Ja, Mette, jeg tør heller ikke træde frem. Jeg har en ledende stilling, og jeg kan ikke offentligt stå frem og sige, at jeg har fået herpes, desværre.
Jeg er 58 år og har i mit lange liv haft 2 partnere, jeg har haft seksuelle forhold til. Min mand som døde, for 7 år siden, var jeg sammen med, fra jeg var 16 til jeg var 52. Et år efter mødte jeg min nuværende mand, som jeg har levet sammen med i de sidste 6 år. Min nye mand har tendens til forkølelsessår ved munden, og det har jeg ikke tænkt nærmere over.
Forestil dig, hvor jeg kan føle det at gå til lægen første gang. Jeg fortalte ikke, at vi har haft et sjovt sexliv, min nye mand og jeg, og jeg går ud fra, at det er derfor, jeg har fået herpes. Lægen tog en prøve, og svaret en uge efter var Herpes 2. Ingen samtale med lægen om hvordan jeg kan/skal leve med den diagnose. Kun et svar. Jeg var meget ked af det i starten - hvordan skulle vi nu kunne opretholde vores gode og dejlige sexliv? Min mand er heldigvis ikke bange, men jeg vil meget nødig påføre ham en herpessygdom i de nedre regioner, selvom det er hans egen. Jeg har haft 3 udbrud ialt. Det første for 1 år siden, da vi var på ferie sydpå, men da vidste jeg ikke, at det var herpes. Det fandt jeg først ud af, da jeg fik 2. udbrud for 2 måneder siden.
Jeg er så ked af, at jeg, som har været så trofast hele mit liv, skal udsættes for dette. Det er meget ydmygende for mig. Min nye mand er også meget trofast, jeg er 100 % sikker på, at han ikke har trådt ved siden af, mens vi har kendt hinanden.
Jeg fandt heldigvis denne hjemmeside, og her har jeg fået lidt info, men ellers aner jeg ikke, hvor jeg skal finde lægelig info om min "sygdom". Det er meget fortvivlende. Hvor ville jeg gerne vide følgende: Hvad kan jeg gøre for at undgå kommende udbrud? Kan jeg overhovedet gøre noget? Hvordan kan jeg have et godt sexliv med den diagnose? Hvad skal vi passe på? Hvad må vi gerne? Skal jeg passe på i hverdagen, f.eks. på arbejde, når jeg bruger fælles toiletter? Jeg vil jo nødig smitte nogen. Er der noget med kosten, der skal tages hensyn til? Er der noget med solbadning? Er det i virkeligheden herpes 1 eller 2, jeg har? Jeg har hørt, at man bare siger, det er type 2, selvom det godt kan være type 1. Er type 2 farligere end type 1? Kan det i grunden være helvedesild, og ikke herpes? Mit sidder på ballen og ikke på kønsorganerne. Og mange, mange flere fortvivlende spørgsmål, øv.
Ja, Mette, jeg tør heller ikke træde frem. Jeg har en ledende stilling, og jeg kan ikke offentligt stå frem og sige, at jeg har fået herpes, desværre.
-
Journalisten
Re: Person til interview søges
Kære sl
Mange tak for din historie, som jeg gerne vil bruge et citat fra:-) Det er slemt at få diagnosen, og jeg kan forstå, at du savner noget vejledning og rådgivning i den forbindelse. Jeg har interviewet en tidligere herpes rådgiver, og hun henviser til AIDS-linjen for rådgivning. Ikke fordi herpes sidestilles med HIV, men fordi de generelt rådgiver i forbindelse med kønssygdomme. Det er anonymt at ringe og tale med en vejleder der - eller du kan sende en mail. Håber, det kan hjælpe dig.
Kh Mette
sl skrev :
> Hej Mette
> Jeg er 58 år og har i mit lange liv haft 2 partnere, jeg har haft seksuelle
> forhold til. Min mand som døde, for 7 år siden, var jeg sammen med, fra jeg
> var 16 til jeg var 52. Et år efter mødte jeg min nuværende mand, som jeg
> har levet sammen med i de sidste 6 år. Min nye mand har tendens til
> forkølelsessår ved munden, og det har jeg ikke tænkt nærmere over.
> Forestil dig, hvor jeg kan føle det at gå til lægen første gang. Jeg
> fortalte ikke, at vi har haft et sjovt sexliv, min nye mand og jeg, og jeg
> går ud fra, at det er derfor, jeg har fået herpes. Lægen tog en prøve, og
> svaret en uge efter var Herpes 2. Ingen samtale med lægen om hvordan jeg
> kan/skal leve med den diagnose. Kun et svar. Jeg var meget ked af det i
> starten - hvordan skulle vi nu kunne opretholde vores gode og dejlige
> sexliv? Min mand er heldigvis ikke bange, men jeg vil meget nødig påføre
> ham en herpessygdom i de nedre regioner, selvom det er hans egen. Jeg har
> haft 3 udbrud ialt. Det første for 1 år siden, da vi var på ferie sydpå,
> men da vidste jeg ikke, at det var herpes. Det fandt jeg først ud af, da
> jeg fik 2. udbrud for 2 måneder siden.
> Jeg er så ked af, at jeg, som har været så trofast hele mit liv, skal
> udsættes for dette. Det er meget ydmygende for mig. Min nye mand er også
> meget trofast, jeg er 100 % sikker på, at han ikke har trådt ved siden af,
> mens vi har kendt hinanden.
> Jeg fandt heldigvis denne hjemmeside, og her har jeg fået lidt info, men
> ellers aner jeg ikke, hvor jeg skal finde lægelig info om min
> "sygdom". Det er meget fortvivlende. Hvor ville jeg gerne vide
> følgende: Hvad kan jeg gøre for at undgå kommende udbrud? Kan jeg
> overhovedet gøre noget? Hvordan kan jeg have et godt sexliv med den
> diagnose? Hvad skal vi passe på? Hvad må vi gerne? Skal jeg passe på i
> hverdagen, f.eks. på arbejde, når jeg bruger fælles toiletter? Jeg vil jo
> nødig smitte nogen. Er der noget med kosten, der skal tages hensyn til? Er
> der noget med solbadning? Er det i virkeligheden herpes 1 eller 2, jeg har?
> Jeg har hørt, at man bare siger, det er type 2, selvom det godt kan være
> type 1. Er type 2 farligere end type 1? Kan det i grunden være helvedesild,
> og ikke herpes? Mit sidder på ballen og ikke på kønsorganerne. Og mange,
> mange flere fortvivlende spørgsmål, øv.
> Ja, Mette, jeg tør heller ikke træde frem. Jeg har en ledende stilling, og
> jeg kan ikke offentligt stå frem og sige, at jeg har fået herpes, desværre.
Mange tak for din historie, som jeg gerne vil bruge et citat fra:-) Det er slemt at få diagnosen, og jeg kan forstå, at du savner noget vejledning og rådgivning i den forbindelse. Jeg har interviewet en tidligere herpes rådgiver, og hun henviser til AIDS-linjen for rådgivning. Ikke fordi herpes sidestilles med HIV, men fordi de generelt rådgiver i forbindelse med kønssygdomme. Det er anonymt at ringe og tale med en vejleder der - eller du kan sende en mail. Håber, det kan hjælpe dig.
Kh Mette
sl skrev :
> Hej Mette
> Jeg er 58 år og har i mit lange liv haft 2 partnere, jeg har haft seksuelle
> forhold til. Min mand som døde, for 7 år siden, var jeg sammen med, fra jeg
> var 16 til jeg var 52. Et år efter mødte jeg min nuværende mand, som jeg
> har levet sammen med i de sidste 6 år. Min nye mand har tendens til
> forkølelsessår ved munden, og det har jeg ikke tænkt nærmere over.
> Forestil dig, hvor jeg kan føle det at gå til lægen første gang. Jeg
> fortalte ikke, at vi har haft et sjovt sexliv, min nye mand og jeg, og jeg
> går ud fra, at det er derfor, jeg har fået herpes. Lægen tog en prøve, og
> svaret en uge efter var Herpes 2. Ingen samtale med lægen om hvordan jeg
> kan/skal leve med den diagnose. Kun et svar. Jeg var meget ked af det i
> starten - hvordan skulle vi nu kunne opretholde vores gode og dejlige
> sexliv? Min mand er heldigvis ikke bange, men jeg vil meget nødig påføre
> ham en herpessygdom i de nedre regioner, selvom det er hans egen. Jeg har
> haft 3 udbrud ialt. Det første for 1 år siden, da vi var på ferie sydpå,
> men da vidste jeg ikke, at det var herpes. Det fandt jeg først ud af, da
> jeg fik 2. udbrud for 2 måneder siden.
> Jeg er så ked af, at jeg, som har været så trofast hele mit liv, skal
> udsættes for dette. Det er meget ydmygende for mig. Min nye mand er også
> meget trofast, jeg er 100 % sikker på, at han ikke har trådt ved siden af,
> mens vi har kendt hinanden.
> Jeg fandt heldigvis denne hjemmeside, og her har jeg fået lidt info, men
> ellers aner jeg ikke, hvor jeg skal finde lægelig info om min
> "sygdom". Det er meget fortvivlende. Hvor ville jeg gerne vide
> følgende: Hvad kan jeg gøre for at undgå kommende udbrud? Kan jeg
> overhovedet gøre noget? Hvordan kan jeg have et godt sexliv med den
> diagnose? Hvad skal vi passe på? Hvad må vi gerne? Skal jeg passe på i
> hverdagen, f.eks. på arbejde, når jeg bruger fælles toiletter? Jeg vil jo
> nødig smitte nogen. Er der noget med kosten, der skal tages hensyn til? Er
> der noget med solbadning? Er det i virkeligheden herpes 1 eller 2, jeg har?
> Jeg har hørt, at man bare siger, det er type 2, selvom det godt kan være
> type 1. Er type 2 farligere end type 1? Kan det i grunden være helvedesild,
> og ikke herpes? Mit sidder på ballen og ikke på kønsorganerne. Og mange,
> mange flere fortvivlende spørgsmål, øv.
> Ja, Mette, jeg tør heller ikke træde frem. Jeg har en ledende stilling, og
> jeg kan ikke offentligt stå frem og sige, at jeg har fået herpes, desværre.
-
Ung&Uheldig
Re: Person til interview søges
Hej Mette.
(Advarsel, denne artikel er skrevet kl. 3 om natten efter en lang dag på arbejdet) Stave- og grammatiske fejl kan findes!)
Jeg har haft Herpes i snart 2 år nu. Jeg er efterhånden ret afklaret med hvad der sker med min krop, hvad der udløser et udbrud og hvordan jeg bedst slår det ned igen.
Jeg var 19 år gammel, påpasselig med ALTID at bruge kondom, medmindre jeg var i et fast forhold da jeg stolede på mine partnere og forventede at de, lige som jeg selv ofte blev tjekket for diverse kønssygdomme.
Jeg havde aldrig haft en kønssygdom, og trods mange projekter i skolen var lige præcis Herpes ikke noget jeg nogen sinde havde forventet at få, desuden troede jeg at der bare skulle et par piller til og så var det ovre.
Jeg mødte D, på en festival, og i lang tid var jeg opmærksom på at bruge kondom og være påpasselig som altid, men efter et par måneder blev vi så enige om at det ikke var nødvendigt, jeg havde været til lægen for et tjek og samme havde han Så Kondom blev erstattet af p-piller...
Der gik lige akkurat én måned, så vågnede jeg op på min 20 års fødselsdag, med flere smerter end jeg troede jeg kunne udholde...
Min hud brændte, mine muskler føltes som om jeg havde løbet et marathon i løbet af natten, jeg gav mig til at græde og forsøgte at rejse mig. Nåede ud af sengen og kolapsede på gulvet, mine ben var simpelthen for ømme til at jeg kunne gå... Jeg boede dengang i et 3 etagers hus og måtte kravle ned i kælderen for at gå på toilettet, men uanset hvor meget jeg forsøgte, så gjorde det bare ondt, jeg kunne mærke at jeg havde brug for at lade vandet, men intet skete... Alt gjorde ondt, og intet gav mening... hele min krop brændte og i min morgen forvirring troede jeg faktisk at jeg skulle dø, at smerten ville tage livet af mig...
Jeg troede ikke at det var menneskeligt muligt at udholde smerten...
Jeg formåede dog at ringe til min chef og melde mig syg, aflyse min fødselsdag samme aften, kastede mig på sofaen med den bærbare og ledte efter en forklaring... Havde under mit toilet besøg lagt mærke til røde områder på skamlæberne og søgte efter en forklaring på symptomerne.
Herpes var ikke længe om at dukke op, og det første jeg fandt var en pige der anbefalede folk (især piger) med udbrud at tisse i brusebadet, med lunt vand rislende ned over sig, lyden af rindende vand har altid været "tis-fremkaldende" og vandet fra bruseren ville hjælpe mod den smerte som åbenbart ville komme når det endelig lykkedes... Så jeg tændte for vandet og satte mig på hus i bruse kabinen... lyden hjalp ganske vidst på problemet med ikke at kunne komme af med vandet, men intet kunne have forberedt mig på den følelse af at få stukket et stykke hvidglødende metal op i urin røret som kom med tisset...
Jeg gik i panik og ringede efter min far, fortalte ham hvad der var sket, hvor ulykkelig jeg var, hvor bange jeg var og pludselig gik jeg fra at være 20 til at være 2... Jeg havde brug for et kram og en forklaring, jeg havde brug for en voksen...
20 minutter senere holdt han i indkørslen og bar mig ud i bilen... at gå forvoldte mig stadig smerter...
Han kørte mig til venera Klinikken på Bispebjerg station, jeg kan huske alle de følelser der væltede op i mig den dag, jeg var ulykkelig og forvirret, og vi for vild inde på selve hospitals grunden... Jeg syntes det var forfærdelig skammeligt at skulle spørge om vej... Jeg var jo en selvstændig, fornuftig ung dame! Jeg havde intet at gøre på venerea klinikken!
Endnu være var det at komme derind, jeg var næsten sikker på at det var herpes, og følte mig ulækker... og alene... den eneste jeg havde kunnet snakke med var min far... Kom ind på hospitalet, og selvfølgelig måtte de ikke give hånd, giver perfekt mening i dag, hvem ved hvad folk slæber med ind, men lige den dag fik det mig til at føle mig endnu mere ulækker og giftig, jeg græd under hele undersøgelsen, jeg græd da lægen udskrev aciclovir til mig og jeg græd da jeg bagefter skulle ud i bilen...
Jeg fik en folder med fra hospitalet, der sagde at jeg for fremtiden ALTID skulle bruge kondom ved samleje, at i tilfælde af at jeg skulle modtage oralsex skulle lægge et stykke husplast hen over mine kvindlige dele og meget mere, denne folder fik mig til at føle mig endnu mere giftig...
I løbet af dagen var de røde områder blevet til blærer, og da klokken var ved at være mange købte min far en tube zovir til mig og lovede at tage på apoteket næste morgen... Jeg har aldrig brugt zovir siden... Det føltes som at hælde chilli i et åbent sår... Jeg skreg og kastede mig ind under bruseren! Men jeg turde ikke røre mig selv forneden, for folderen sagde at al kontakt med blærene var en smitterisiko og at jeg kunne smitte mig selv overalt!
Jeg havde påført cremen med en vatpind og endte med at fjerne den igen med et vådt håndklæde... Som jeg efterfølgende smed ud fordi jeg ikke vidste hvor længe virussen ville leve uden for kroppen...
Jeg var i syv sind og vidste ikke hvad jeg skulle gøre eller hvordan jeg skulle forholde mig til tilværelsen, jeg kunne mærke min blære presse men havde ikke været i stand til at lade vandet siden den morgen...
Det blev ikke nemmere den næste dag, men Ipren og Aciclovir hjalp da lidt på det, vagtlægen sagde at hvis det ikke lykkedes mig at lade vandet inden kl. 18 den aften, skulle jeg ringe igen og lade mig indlægge...
Jeg kastede 2 ipren, 2 pernodil og en aciclovir tablet i munden og min stedmor havde foræret mig nogle milde sovepiller som jeg toppede det hele af med, da jeg vågnede kl. 19 tissede jeg i sengen og var om muligt endnu mere ulykkelig over min sittuation end før, men allerede efter den første dag på aciclovir kunne jeg se bedring, og et par dage senere vendte jeg tilbage til arbejdet... Jeg kunne dog ikke cykle på arbejde, for sadlen smertede for meget.
Jeg kontaktede herefter D, for at bede ham gå til lægen endnu en gang og blive tjekket, jeg tilstod grådkvalt at jeg havde fået konstateret Herpes 2, og han råbte af mig i telefonen, jeg vil ikke gengive samtalen, men jeg var ødelagt bagefter, og han annullerede vores forhold på Facebook.
Jeg var sikker på at han var smitteren, for jeg havde jo ikke været sammen med andre i flere måneder, og før det brugte jeg altid kondom!
Det var først da piger jeg ikke kendte begyndte at skrive til mig på facebook og spørge om jeg var blevet syg efter at have været sammen med ham jeg fandt svar på hvad der var sket... Jeg var ganske vidst hans officielle forhold, men han havde haft flere piger på sidelinien, 3 piger skrev til mig at de var blevet smittet, og da jeg tog kontakt til hans eks fortalte hun at hun havde smittet ham et år tidligere.
Han havde løget om at have været til lægen, bare for at slippe for kondomet som jeg ellers havde krævet de første måneder af vores forhold...
Jeg var ulykkelig, jeg følte mig ulækker, giftig, og mit hjerte var knust!
Jeg satte mit liv på standby, i 3 måneder havde jeg udbrud hver anden uge. Det hjalp ikke på sagen at D ved samme lejlighed havde givet mig fnat og at den creme der skulle modvirke dette gav mig udbrud igen. Smerterne ved de første 4 udbrud var næsten lige så slemme som det første, men det blev langsomt bedre og min læge gik med til at udskrive Aciclovir til mig på forskud, så jeg kunne begynde kuren så snart jeg følte symptomerne.
I de 3 måneder spiste jeg helse mad, jeg motionerede når jeg ikke havde udbrud og slappede af når jeg havde, jeg skar sukkersager, og alkohol ud af mit liv. Takkede nej til fester og isolerede mig selv.
Julen var dog et rent helved, jeg holdt mig fra al den traditionelle julemad gennem hele december, tog dog del i jule måltidet og blev belønnet med endnu et udbrud.
Nytårs aften tog jeg til min første fest siden da, jeg var i stand til at glemme min lede for første gang og nyde mine venners selskab! Jeg havde ikke hørt fra D i 3 måneder og havde ikke haft sex, ikke engang fornøjet mig selv, i den tid... Og her mødte jeg så en fyr, han ville gerne med mig hjem, men jeg takkede nej... Han tog dog ikke et nej for svar og kort efter begyndte vi at ses, det var dog klart for mig at jeg måtte fortælle ham hvad der skete på et eller andet tidspunkt, men jeg var så bange for en afvisning... Jeg havde ikke haft udbrud siden jul så i slutningen af januar var jeg sammen med denne fyr!
Han havde heldigvis intet mod at bruge kondom og anså ligesom jeg det for en selvfølge at bruge det når man ikke var i et fast forhold, jeg fortalte ham intet om hvorfor det var så nødvendigt for mig.
Men ulykken var ude, kondomet sprang...
Jeg var igen knust og gav mig umiddelbart efter til at græde og sendte ham i bad, i håb om at det kunne gøre en forskel, og for at han skulle slappe mere af når han vidste hvad der var sket... han kom tilbage og krævede en forklaring... Han sad på sengekanten og kiggede på mig mens jeg fortalte min historie, da den var slut lagde han armene om mig og kyssede mig!
Han kravlede tilbage i sengen og spurgte om det var ok med mig hvis han stillede nogle spørgsmål om hvad han skulle gøre... det var selvfølgelig kun retfærdigt, og jeg besvarede alle hans spørgsmål så godt jeg kunne.
kort efter var vi kærester... Han brokkede sig aldrig over at skulle bruge kondom, og tacklede i det hele taget sittuationen til U.G.
Vi var sammen i 8 måneder, og er stadig venner i dag. Han er stadig ikke smittet og blev gennem vores forhold tjekket hver 3 måned for at sikre sig.
Han gav mig troen på en normal tilværelse tilbage. Det eneste ved vores forhold der var anderledes end det ellers ville være var at vi måtte bruge kondom hver gang.
Jeg har siden da måtte fortælle min historie 2 gange, og begge har handlet på præcis samme måde, lagt deres arme om mig og kysset mig.
Nu har jeg max udbrud hver 3 måned, jeg kan mærke på min krop flere dage før et udbrud og begynder medicinering allerede der.
Helse kosten er lagt på hylden igen, det var simpelthen for besværligt og jeg fandt hurtigt ud af hvad der var mine trickere..
Nødder, stress og sygdom er det eneste der påvirker mig nu.
Jeg ved efterhånden betydeligt mere om herpes end den folder jeg fik på Venerea Klinikken i sin tid fortalte.
Den er forresten komplet ubrugelig og gør kun ulykken større for folk med første gangs udbrud.
Jeg har blandt andet fået viden herinde, jeg har søgt nettet tyndt og jeg læser ofte op på forskellige medicinske gennembrud på området.
De smerter jeg får nu er næsten ingenting, jeg får ømme muskler i ben og lænd, og mit humør bliver påvirket. Men det er gået fra at være ulideligt og deprimerende, til at være ømt og ikke ulig PMS symptomer.
Jeg håber stadig på en kur en dag, men for nu er livet udholdeligt.
- Jeg fortalte dig min historie. Mit håb er at information omkring herpes kan blive mere udbredt, det er en af de mest hyppige sygdomme i danmark, 80% har antistoffer mod Herpes 1 og ca. 25% mod herpes 2.
Men folk ved sjældent hvad det er før det rent faktisk rammer dem.
Mht. Rådigvere, så bliver det svært.
Jeg besøgte som sagt Bispebjerg Venerea Klinik, og ikke engang de kunne besvare de spørgsmål jeg havde.
For at være ærlig, så tror jeg at de bedste rådgivere er andre smittede. Det var dem jeg støttede mig til da jeg blev smittet, og nu anser jeg mig selv for værende en af dem.
Lægerne kan fortælle meget om de fysiske forhold når det kommer til sygdommen, men de tager også fejl om dele af det, og når det kommer til det psykologiske aspekt har de virkeligt ikke fat i den lange ende.
Få artiklen ud, uanset hvad. Det er bestemt et emne der trænger til at blive belyst.
(Advarsel, denne artikel er skrevet kl. 3 om natten efter en lang dag på arbejdet) Stave- og grammatiske fejl kan findes!)
Jeg har haft Herpes i snart 2 år nu. Jeg er efterhånden ret afklaret med hvad der sker med min krop, hvad der udløser et udbrud og hvordan jeg bedst slår det ned igen.
Jeg var 19 år gammel, påpasselig med ALTID at bruge kondom, medmindre jeg var i et fast forhold da jeg stolede på mine partnere og forventede at de, lige som jeg selv ofte blev tjekket for diverse kønssygdomme.
Jeg havde aldrig haft en kønssygdom, og trods mange projekter i skolen var lige præcis Herpes ikke noget jeg nogen sinde havde forventet at få, desuden troede jeg at der bare skulle et par piller til og så var det ovre.
Jeg mødte D, på en festival, og i lang tid var jeg opmærksom på at bruge kondom og være påpasselig som altid, men efter et par måneder blev vi så enige om at det ikke var nødvendigt, jeg havde været til lægen for et tjek og samme havde han
Så Kondom blev erstattet af p-piller...Der gik lige akkurat én måned, så vågnede jeg op på min 20 års fødselsdag, med flere smerter end jeg troede jeg kunne udholde...
Min hud brændte, mine muskler føltes som om jeg havde løbet et marathon i løbet af natten, jeg gav mig til at græde og forsøgte at rejse mig. Nåede ud af sengen og kolapsede på gulvet, mine ben var simpelthen for ømme til at jeg kunne gå... Jeg boede dengang i et 3 etagers hus og måtte kravle ned i kælderen for at gå på toilettet, men uanset hvor meget jeg forsøgte, så gjorde det bare ondt, jeg kunne mærke at jeg havde brug for at lade vandet, men intet skete... Alt gjorde ondt, og intet gav mening... hele min krop brændte og i min morgen forvirring troede jeg faktisk at jeg skulle dø, at smerten ville tage livet af mig...
Jeg troede ikke at det var menneskeligt muligt at udholde smerten...
Jeg formåede dog at ringe til min chef og melde mig syg, aflyse min fødselsdag samme aften, kastede mig på sofaen med den bærbare og ledte efter en forklaring... Havde under mit toilet besøg lagt mærke til røde områder på skamlæberne og søgte efter en forklaring på symptomerne.
Herpes var ikke længe om at dukke op, og det første jeg fandt var en pige der anbefalede folk (især piger) med udbrud at tisse i brusebadet, med lunt vand rislende ned over sig, lyden af rindende vand har altid været "tis-fremkaldende" og vandet fra bruseren ville hjælpe mod den smerte som åbenbart ville komme når det endelig lykkedes... Så jeg tændte for vandet og satte mig på hus i bruse kabinen... lyden hjalp ganske vidst på problemet med ikke at kunne komme af med vandet, men intet kunne have forberedt mig på den følelse af at få stukket et stykke hvidglødende metal op i urin røret som kom med tisset...
Jeg gik i panik og ringede efter min far, fortalte ham hvad der var sket, hvor ulykkelig jeg var, hvor bange jeg var og pludselig gik jeg fra at være 20 til at være 2... Jeg havde brug for et kram og en forklaring, jeg havde brug for en voksen...
20 minutter senere holdt han i indkørslen og bar mig ud i bilen... at gå forvoldte mig stadig smerter...
Han kørte mig til venera Klinikken på Bispebjerg station, jeg kan huske alle de følelser der væltede op i mig den dag, jeg var ulykkelig og forvirret, og vi for vild inde på selve hospitals grunden... Jeg syntes det var forfærdelig skammeligt at skulle spørge om vej... Jeg var jo en selvstændig, fornuftig ung dame! Jeg havde intet at gøre på venerea klinikken!
Endnu være var det at komme derind, jeg var næsten sikker på at det var herpes, og følte mig ulækker... og alene... den eneste jeg havde kunnet snakke med var min far... Kom ind på hospitalet, og selvfølgelig måtte de ikke give hånd, giver perfekt mening i dag, hvem ved hvad folk slæber med ind, men lige den dag fik det mig til at føle mig endnu mere ulækker og giftig, jeg græd under hele undersøgelsen, jeg græd da lægen udskrev aciclovir til mig og jeg græd da jeg bagefter skulle ud i bilen...
Jeg fik en folder med fra hospitalet, der sagde at jeg for fremtiden ALTID skulle bruge kondom ved samleje, at i tilfælde af at jeg skulle modtage oralsex skulle lægge et stykke husplast hen over mine kvindlige dele og meget mere, denne folder fik mig til at føle mig endnu mere giftig...
I løbet af dagen var de røde områder blevet til blærer, og da klokken var ved at være mange købte min far en tube zovir til mig og lovede at tage på apoteket næste morgen... Jeg har aldrig brugt zovir siden... Det føltes som at hælde chilli i et åbent sår... Jeg skreg og kastede mig ind under bruseren! Men jeg turde ikke røre mig selv forneden, for folderen sagde at al kontakt med blærene var en smitterisiko og at jeg kunne smitte mig selv overalt!
Jeg havde påført cremen med en vatpind og endte med at fjerne den igen med et vådt håndklæde... Som jeg efterfølgende smed ud fordi jeg ikke vidste hvor længe virussen ville leve uden for kroppen...
Jeg var i syv sind og vidste ikke hvad jeg skulle gøre eller hvordan jeg skulle forholde mig til tilværelsen, jeg kunne mærke min blære presse men havde ikke været i stand til at lade vandet siden den morgen...
Det blev ikke nemmere den næste dag, men Ipren og Aciclovir hjalp da lidt på det, vagtlægen sagde at hvis det ikke lykkedes mig at lade vandet inden kl. 18 den aften, skulle jeg ringe igen og lade mig indlægge...
Jeg kastede 2 ipren, 2 pernodil og en aciclovir tablet i munden og min stedmor havde foræret mig nogle milde sovepiller som jeg toppede det hele af med, da jeg vågnede kl. 19 tissede jeg i sengen og var om muligt endnu mere ulykkelig over min sittuation end før, men allerede efter den første dag på aciclovir kunne jeg se bedring, og et par dage senere vendte jeg tilbage til arbejdet... Jeg kunne dog ikke cykle på arbejde, for sadlen smertede for meget.
Jeg kontaktede herefter D, for at bede ham gå til lægen endnu en gang og blive tjekket, jeg tilstod grådkvalt at jeg havde fået konstateret Herpes 2, og han råbte af mig i telefonen, jeg vil ikke gengive samtalen, men jeg var ødelagt bagefter, og han annullerede vores forhold på Facebook.
Jeg var sikker på at han var smitteren, for jeg havde jo ikke været sammen med andre i flere måneder, og før det brugte jeg altid kondom!
Det var først da piger jeg ikke kendte begyndte at skrive til mig på facebook og spørge om jeg var blevet syg efter at have været sammen med ham jeg fandt svar på hvad der var sket... Jeg var ganske vidst hans officielle forhold, men han havde haft flere piger på sidelinien, 3 piger skrev til mig at de var blevet smittet, og da jeg tog kontakt til hans eks fortalte hun at hun havde smittet ham et år tidligere.
Han havde løget om at have været til lægen, bare for at slippe for kondomet som jeg ellers havde krævet de første måneder af vores forhold...
Jeg var ulykkelig, jeg følte mig ulækker, giftig, og mit hjerte var knust!
Jeg satte mit liv på standby, i 3 måneder havde jeg udbrud hver anden uge. Det hjalp ikke på sagen at D ved samme lejlighed havde givet mig fnat og at den creme der skulle modvirke dette gav mig udbrud igen. Smerterne ved de første 4 udbrud var næsten lige så slemme som det første, men det blev langsomt bedre og min læge gik med til at udskrive Aciclovir til mig på forskud, så jeg kunne begynde kuren så snart jeg følte symptomerne.
I de 3 måneder spiste jeg helse mad, jeg motionerede når jeg ikke havde udbrud og slappede af når jeg havde, jeg skar sukkersager, og alkohol ud af mit liv. Takkede nej til fester og isolerede mig selv.
Julen var dog et rent helved, jeg holdt mig fra al den traditionelle julemad gennem hele december, tog dog del i jule måltidet og blev belønnet med endnu et udbrud.
Nytårs aften tog jeg til min første fest siden da, jeg var i stand til at glemme min lede for første gang og nyde mine venners selskab! Jeg havde ikke hørt fra D i 3 måneder og havde ikke haft sex, ikke engang fornøjet mig selv, i den tid... Og her mødte jeg så en fyr, han ville gerne med mig hjem, men jeg takkede nej... Han tog dog ikke et nej for svar og kort efter begyndte vi at ses, det var dog klart for mig at jeg måtte fortælle ham hvad der skete på et eller andet tidspunkt, men jeg var så bange for en afvisning... Jeg havde ikke haft udbrud siden jul så i slutningen af januar var jeg sammen med denne fyr!
Han havde heldigvis intet mod at bruge kondom og anså ligesom jeg det for en selvfølge at bruge det når man ikke var i et fast forhold, jeg fortalte ham intet om hvorfor det var så nødvendigt for mig.
Men ulykken var ude, kondomet sprang...
Jeg var igen knust og gav mig umiddelbart efter til at græde og sendte ham i bad, i håb om at det kunne gøre en forskel, og for at han skulle slappe mere af når han vidste hvad der var sket... han kom tilbage og krævede en forklaring... Han sad på sengekanten og kiggede på mig mens jeg fortalte min historie, da den var slut lagde han armene om mig og kyssede mig!
Han kravlede tilbage i sengen og spurgte om det var ok med mig hvis han stillede nogle spørgsmål om hvad han skulle gøre... det var selvfølgelig kun retfærdigt, og jeg besvarede alle hans spørgsmål så godt jeg kunne.
kort efter var vi kærester... Han brokkede sig aldrig over at skulle bruge kondom, og tacklede i det hele taget sittuationen til U.G.
Vi var sammen i 8 måneder, og er stadig venner i dag. Han er stadig ikke smittet og blev gennem vores forhold tjekket hver 3 måned for at sikre sig.
Han gav mig troen på en normal tilværelse tilbage. Det eneste ved vores forhold der var anderledes end det ellers ville være var at vi måtte bruge kondom hver gang.
Jeg har siden da måtte fortælle min historie 2 gange, og begge har handlet på præcis samme måde, lagt deres arme om mig og kysset mig.
Nu har jeg max udbrud hver 3 måned, jeg kan mærke på min krop flere dage før et udbrud og begynder medicinering allerede der.
Helse kosten er lagt på hylden igen, det var simpelthen for besværligt og jeg fandt hurtigt ud af hvad der var mine trickere..
Nødder, stress og sygdom er det eneste der påvirker mig nu.
Jeg ved efterhånden betydeligt mere om herpes end den folder jeg fik på Venerea Klinikken i sin tid fortalte.
Den er forresten komplet ubrugelig og gør kun ulykken større for folk med første gangs udbrud.
Jeg har blandt andet fået viden herinde, jeg har søgt nettet tyndt og jeg læser ofte op på forskellige medicinske gennembrud på området.
De smerter jeg får nu er næsten ingenting, jeg får ømme muskler i ben og lænd, og mit humør bliver påvirket. Men det er gået fra at være ulideligt og deprimerende, til at være ømt og ikke ulig PMS symptomer.
Jeg håber stadig på en kur en dag, men for nu er livet udholdeligt.
- Jeg fortalte dig min historie. Mit håb er at information omkring herpes kan blive mere udbredt, det er en af de mest hyppige sygdomme i danmark, 80% har antistoffer mod Herpes 1 og ca. 25% mod herpes 2.
Men folk ved sjældent hvad det er før det rent faktisk rammer dem.
Mht. Rådigvere, så bliver det svært.
Jeg besøgte som sagt Bispebjerg Venerea Klinik, og ikke engang de kunne besvare de spørgsmål jeg havde.
For at være ærlig, så tror jeg at de bedste rådgivere er andre smittede. Det var dem jeg støttede mig til da jeg blev smittet, og nu anser jeg mig selv for værende en af dem.
Lægerne kan fortælle meget om de fysiske forhold når det kommer til sygdommen, men de tager også fejl om dele af det, og når det kommer til det psykologiske aspekt har de virkeligt ikke fat i den lange ende.
Få artiklen ud, uanset hvad. Det er bestemt et emne der trænger til at blive belyst.
-
Ung&Uheldig
Re: Person til interview søges
Hvis du stadig har brug for folk der står frem offentligt, så er jeg ikke bange for det.
-
Journalisten
Re: Person til interview søges
Kære unge og uheldige
Sikke en historie du har, det gav mig tårer i øjnene at læse, og du er modig, at du vil stå frem! Jeg vil gerne i kontakt med dig, for jeg vil forsøge at finde et magasin, der vil tage en artikel med dig som case. Vil du skrive direkte til mig på: mette.rabaek@gmail.com, så kan vi udveksle telefonnumre, og jeg kan fortælle nærmere om, hvad jeg arbejder på.
Kh Mette
Ung&Uheldig skrev :
> Hvis du stadig har brug for folk der står frem offentligt, så er jeg ikke
> bange for det.
Sikke en historie du har, det gav mig tårer i øjnene at læse, og du er modig, at du vil stå frem! Jeg vil gerne i kontakt med dig, for jeg vil forsøge at finde et magasin, der vil tage en artikel med dig som case. Vil du skrive direkte til mig på: mette.rabaek@gmail.com, så kan vi udveksle telefonnumre, og jeg kan fortælle nærmere om, hvad jeg arbejder på.
Kh Mette
Ung&Uheldig skrev :
> Hvis du stadig har brug for folk der står frem offentligt, så er jeg ikke
> bange for det.