En positiv historie

[Gæst]

Hej til alle i dette forum,

Jeg har tidligere skrevet et indlæg, hvor jeg søgte ligesindede...bl.a. med spørgsmålet om, hvordan man skulle fortælle det til en ny partner. Nu har jeg prøvet det - og vil meget gerne dele min positive oplevelse med alle, der skulle være fortvivlet og frustreret, som jeg selv var.
Jeg blev smittet gennem oralsex af min eks-kæreste. Da forholdet gik i stykker kort efter, var jeg sikker på, jeg var dømt til et liv alene. Hvem ville have en, der på forhånd bringer en kønssygdom som herpes ind i forhold? Jeg havde gjort mig mange tanker omkring, hvordan det ville være at skulle sige det til en evt. ny kæreste - og jeg må sige, at jeg gjorde mig alt for mange negative tanker og kørte mig selv langt ned psykisk de sidste måneder. Jeg følte mig beskidt og ulækker - godt nok har jeg på intet tidspunkt haft tegn på et nyt udbrud, efter jeg blev smittet i december, men tanken om, at smitten sidder i kroppen på mig...det kunne jeg bare ikke håndtere.
Så skete det, at jeg en aften i byen mødte den her vildt søde fyr, som jeg faldt totalt i hak med. Vi endte med at tage hjem til ham og sad og snakkede til langt ud på formiddagen. Jeg kunne sagtens være hoppet i seng med ham - selvfølgelig med kondom (jeg kunne ikke drømme om andet), men der var noget særligt ved ham, der gjorde, at jeg ikke engang var i stand til at tænke tanken om at dyrke sex selv med kondom. Jeg vidste, at jeg gerne ville se ham igen, og det var heldigvis gengældt, så efter et par dage havde vi vores første "date". I de par dage brugte jeg ufattelig meget energi på at tænke, om jeg skulle sige noget...skulle jeg vente og se, om han blev hovedkulds forelsket i mig og så lade bomben springe? Nøj, jeg var et nervevrag. Jeg valgte at invitere ham hjem til mig, da jeg følte mig mere tryg i mine egne omgivelser, hvis jeg skulle vælge at fortælle ham det - jeg besluttede mig for at se, hvordan aftenen forløb og tage stilling til det senere...der var jo ingen grund til at sige noget, hvis han allerede smuttede efter en time. Samtidig sagde jeg til mig selv, at det ville være nemmere for ham at finde på en undskyldning for at smutte, hvis det hele blev for meget for ham. Lige fra han trådte ind ad døren, var der den her enorme kemi imellem os - og jo længere tid, jeg sad og kiggede ind i hans dejlige øjne, jo mere vidste jeg, at jeg blev nødt til at sige det så hurtigt som muligt. Jeg kunne mærke på mig selv, at jeg simpelthen ikke var i stand til at vente flere uger...lade ham gå i uvidendhed og involvere sig...tænk nu, hvis han ikke kunne acceptere det...jeg ville føle mig som et røvhul, rent ud sagt. Som aftenen skred frem, fik jeg på et tidspunkt fremstammet, at der var noget, jeg blev nødt til at fortælle ham (og selvfølgelig blev han lidt skidt tilpas og frygtede det værste). Jeg fortalte ham, at jeg havde brugt meget tid på at tænke over det, siden jeg havde mødt ham - og jeg blev nødt til at fortælle ham det for at være fair imod ham. Jeg sagde til ham, at jeg desværre sad i den uheldige situation, at min sidste kæreste havde haft et forkølelsessår på læben, som han desværre havde smittet mig med...dernede (er jo lidt svært at sige kønsdele og ordet herpes på første date :oS ). Han var lidt uforstående til at begynde med, så jeg blev jo nødt til at gå mere i detaljer. Fik ham forklaret, at det altså var herpes, det drejede sig om, men fik det gjort mere "uskyldigt" ved at forklare ham, at det jo faktisk ikke var andet end forkølelsessår - bare et andet sted på kroppen. Jeg havde heldigvis mine facts på plads - kunne fortælle, at der var to slags herpes, at den ene forekom hyppigst på læben, hvordan man kunne smitte hinanden, at mange faktisk allerede fra de er børn bliver smittede og har virussen i kroppen uden at vide. Han begyndte ligeså at spørge til forskellige ting, som jeg prøvede at forklare ham så godt, som jeg nu kunne. Og ja, han blev nok lidt mere stille...uha uha, tænkte jeg. Jeg sagde også til ham, at jeg gerne ville have, at han tog sig noget tid til at tænke over det, da jeg vidste, det var lidt af en bombe at smide i hovedet på ham allerede nu...jeg ville hellere have, han sagde, at han gerne ville have tid fremfor at sige, at det var okay, og så stadig have sine tvivl. Der gik noget tid, før han tog min hånd i sin og kiggede mig i øjnene og sagde: "Hvis jeg ikke kan acceptere det...så betyder det jo også, at jeg giver afkald på det her...jeg giver afkald på dig...og det vil jeg ikke". Ja, mit hjerte hoppede lige et par meter op i luften...det behøver jeg vel ikke sige...og siden den aften har vi været kærester. Han har valgt mig, og han ved, at det nok ikke er uundgåeligt, at jeg på et eller andet tidspunkt smitter ham. Vi har flere gange snakket om det - og jeg har også nogle gange måtte spørge, om han nu var helt sikker...og det er han. Han har selv været nysgerrig nok til at søge information på nettet...sad op den halve nat og surfede efter information...og det betyder så ufattelig meget for mig, at han har sat sig ind i tingene og ved, hvad han er gået ind til...og han vil stadig have mig.
Jeg ved, at dette måske er en rosenrød historie, og nogle vil måske læse dette og tænke "jamen du var bare heldig at finde så dejlig og forstående en fyr". Ja, måske var jeg - men hvorfor skulle andre ikke også kunne være det? Noget, der hjalp mig lidt på vej, var noget, jeg har læst fra en anden - vist endda herinde på siden...at det faktisk også var en måde at sortere de useriøse fra - og det er fuldstændig rigtigt. Havde min kæreste ikke kunnet acceptere min herpes, jamen så var det jo ikke meningen, det skulle være os - og hvorfor så græde over spildt mælk. Nogle vil måske mene, jeg sagde det for tidligt - men jeg tror inderst inde ved man, når det rigtige tidspunkt er der.
Jeg ville egentlig bare fortælle min historie og forhåbentlig give lidt mod tilbage til dem, der skulle tvivle på, at de nogensinde vil kunne finde en, der vil acceptere dem med en kønssygdom - jeg tvivlede, men det lykkedes for mig. Jeg er hovedkulds forelsket og kan dyrke masser af dejlig sex med min kæreste - fordi han får mig til at slappe af og vil mig på trods af, han måske selv bliver smittet engang. I bund og grund gælder det jo om at se personen bag sygdommen - og det kan han heldigvis.

Kærlig hilsen
den forelskede

[Kristian]

Hvor er det skønt at læse din historie. Det er et smukt øjeblik i dit liv du beskriver.
Tak fordi du deler den med os.

[ny]

Tak for din historie... det er jeg glad for at læse, og det er sådan det skal foregå....

Stor inspiration...

[Mimsen]

Det er dejligt du har været heldig at møde en sød fyr :0) og kan kun sige, at jeg har en histore der er stort set magen til, og min kæreste accepterede også min sygdom fra starten af - så mange dages voldsomme bekymringer om, hvordan jeg skulle få det sagt og om, hvorvidt han ville sige det var ok, var lidt spild af kræfter.

Det er vigtigt man siger det, da det er en tarvelig sygdom, og jeg kan kun anbefale at man siger det så hurtigt som muligt når man møder en ny...

Hvis jeg ikke havde det, men havde erfaringerne med hvor latterlig denne sygdom er, og så mødte en der havde det, så ville jeg stadig give personen en chance, for det er altså ikke jordens undergang at man har det... Og tror faktisk de fleste med sygdommen har det på samme måde.
Selve sygdommen er ikke det værste, det er nok mere tanken om at smitte en anden der er plager én :O)

[Gæst]

Jeg en ung pige på 20 år, som i denne uge fik konstateret herbes i underlivet.
Det startede torsdag aften med at klø og fredag morgen havde jeg en lille blærer, der mest af alt lignede en bums. I løbet af Fredagen begyndte det osså at svie når jeg tissede og til sidst søgt jeg på nettet og konkludere at mine symptomer lignede Herbes meget. Så jeg ringede til vagtlægen og fik en tid, han konstaterede hurtigt at det var Herbes og satte mig straks i behandling mod det. (endda en ret stærk en)
Min kæreste som jeg har været sammen med i 1½ år, var så dejlig den dag og tog med til vagtlæge og blev for min skyld også tjekket. Min kæreste har i den tid vi har været sammen (1½ år) kun haft udbrud af forkølsessår, men havde det meget dårligt med at jeg havde fået konstaterede herbes, da han følte det var hans skyld. Hver gang han har haft forkølsessår, har jeg holdt mig nærmest på en halv meter afstand af ham, da jeg allerede har så meget eksem at slås med, at jeg ikke ønskede flere ting. Og nu sidder jeg her med herbes i underlivet og hverken min kæreste eller jeg ved hvordan jeg har fået det. Han har aldrig haft udbrud af det i skridtet og jeg føler mig bare en smule dum nu. Kan det virkelig passe at selvom jeg føler at jeg har taget den sikkerhed jeg kunne, jeg mener hvor fra skulle jeg havde overvejet at bruge kondom, når min kæreste aldrig har haft udbrud i skirdtet, nu har fået det for life time og skal bekymre mig om at smitte folk.
Jeg er heldigvis meget åben omkring sådan noget og har nogen herlige veninder der vil høre på mig, for jeg føler mig absolout ikke flov over at havde det, men sur og irriteret. For hvordan skal man så kunne passe på sig selv, hvis denne sygdom kan smitte uden at være i udbrud og uden nogensinde at havde været på ens kønsdele, det altså ikke nemt.