STADIG forvirret :(

Det er jo ikke enden på dit sexliv. Fjern tabuet og skriv dine tanker.
Blue83
Bidrager
Bidrager
Indlæg: 23
Tilmeldt: 23. apr 2010, 17:51

Re: STADIG forvirret :(

Indlæg af Blue83 » 23. maj 2010, 11:59

Hej igen Tjow..
Du må da være ved at blive træt af mig.. Hehe

Jeg kommer måske efterhånden til at være lidt rolig omkring det, tør dog bare ikke tjekke mig selv overhovedet. Fordi jeg synes hele tiden jeg ser noget "Nyt" jeg driver mig selv til vanvid med det. Jeg tør ikke engang tage til lægen og blive tjekket. Er så bange for de skal dømme mig. Jeg tør heller ikke tage på klinikken igen, det er bare så offentligt og man "blotter" sig for alle synes jeg.

Jeg kommer som sagt til at være lidt roligere, men det er fordi jeg ikke er sammen med en nu. Når jeg skal fortælle en fyr jeg har det bryder jeg fuldstændig sammen. Finder nok ikke en fyr med udenlandsk baggrund der kan acceptere mig nogensinde. Og ja så er han ikke den rette, men det er bare sådan det er.
De ser ikke lige så let på det overhovedet. I deres hoved er det fordi jeg har været sammen med en hel hel masse at jeg har denne klamme kønssygdom, så bliver det svært at finde en fyr der vil gøre "Sådan" en pige til deres ære. Det kommer til at hæmme mig enormt med mange ting. Jeg må bare leve med det, der er desværre intet at gøre. Selvom jeg ville give min højre arm for at slippe af med det og bare spole tiden tilbage til det punkt hvor man kunne ha været mere ansvarlig.
Det har intet med sygdommen at gøre alt det her, men sidder alene med det og har ingen at tale med. Så.. ja Bruger denne side til at få lettet hjertet. Det gør ondt... Meget meget ondt og jeg føler mig meget fortabt. Føler jeg er en skam nu, nók svært at forstå.. Dumme kultur, og mig fordi jeg ikke passede på. Man kan vel kun lære af alt det her.
Jeg er inde i s´ådan en ond v´cirkel hvor alt er gået galt, alt det andet kan jeg rejse mig op fra, men det her?!
Tak for dine svar Tjow, og din tålmodighed.

tjow
Helgen
Helgen
Indlæg: 98
Tilmeldt: 13. feb 2010, 01:42

Re: STADIG forvirret :(

Indlæg af tjow » 18. jun 2010, 11:16

Hej igen :-)!

Er jeg ikke.

Du bliver nok nødt til at lære at tjekke dig selv dernede - ellers kan man jo ikke vide, hvordan man ser ud "normalt". Og ja, der sker nogle gange nye ting "dernede", og det er skam kun en brøkdel, der behøver at være en kønssygdom. Der findes jo mange andre sjove ting, man kan få sig, som ikke er kønssygdomme.

Og din lægeangst bør du få under kontrol! Det er de eneste, der kan hjælpe dig professionelt, og de er også vant til at se på herpes og kønsvorter dagligt. De ville kunne give dig en ro/sikkerhed og afklare dine spørgsmål :-)

Jeg bliver rimelig trist af at læse det, du ellers skriver... fordi jeg forstår godt dit problem. Vi andre har svært nok ved at få det sagt, men med din kulturelle baggrund, er det noget rigtigt øv. Nu ved jeg ikke, hvor du præcist stammer fra, og det skal du selvfølgelig heller ikke ud med for min nysgerrigheds skyld, men jeg tænker bare, at det da ikke er alle muslimske kulturer, der fordømmer sex før ægteskab. Der er jo også mere "frisindede" eller moderate... håber bare, at du kan finde dig den rette mand, som ikke dømmer dig - det burde ikke være umuligt. Om ikke andet så er du nødt til at tænke på det som en kronisk hudlidelse, som kan genere engang i mellem men ellers ikke skal have noget som helst at skulle have sagt i forhold til dit humør. Den er da irriterende, når den kommer, ja, men slug en pille og glem så alt om det :-)

Knus

Gæst

Re: STADIG forvirret :(

Indlæg af Gæst » 30. jul 2010, 18:38

Hej!

Jeg kender også virkelig problemet. Havde en dejlig kæreste, der accepterede mig præcis som jeg var (mødte ham lige efter jeg fik konstateret virusen). Men vi er ikke sammen mere, og jeg er helt tilbage i kulkælderen! Hver morgen vågner jeg og ønsker at jeg kunne have haft bare lidt bedre dømmekraft, selvom jeg havde spurgt fyren jeg var sammen med om han havde noget!!!! Føler nu at hele mit liv er ødelagt, og alle aspekter af mit liv er ødelagt på en eller anden måde. Er misundelig på alle andre piger (mennesker) jeg er omgivet af, og føler mig ikke som et menneske mere, men mere som objekt for den her dumme virus! Er både bange for ikke at finde en mand, ikke at få raske børn, og selv st blive syg på anden måde som følge, ligesom jeg ikke føler at jeg nogensinde får et normalt liv igen. Jeg har dog kun haft ét udbrud, og det var slet ikke slemt. Men vil gerne høre fra jer også, om hvordan I har håndteret det. Jeg overvejer virkelig psykolog-rådgivning, da jeg slet ikke kan hive mig selv op. Håber på respons!

tjow
Helgen
Helgen
Indlæg: 98
Tilmeldt: 13. feb 2010, 01:42

Re: STADIG forvirret :(

Indlæg af tjow » 30. jul 2010, 21:40

Hej gæst...

Søde ven, det er nærmest irriterende at læse, at du har så ondt af dig selv, til trods for ét eneste udbrud i dit liv. Jeg (og mange andre) lider af recidiverende herpes og til tider fuldkommen ukontrollerbare tilfælde. Jeg blev smittet ved min seksuelle debut, og jeg var ikke gammeljomfru, tværtimod. Man kan roligt sige, at jeg har været meget igennem med herpes, og at jeg til tider har hadet det. Men jeg har dog aldrig været så utaknemmelig for mit liv (ja det mener jeg faktisk), at jeg har gidet spilde så mange kræfter på det.
Undskyld hvis jeg virker som om, jeg skælder dig ud. Jeg mener bare, at det er for meget, hvordan du graver dig selv ned i et hul over noget så ufarligt, og som du ikke engang er plaget af.

Gæst

Re: STADIG forvirret :(

Indlæg af Gæst » 31. jul 2010, 09:01

Jamen Tjow!

Fordi andre har flere udbrud end jeg indtil nu har haft, betyder det ikke at min psyke er bygget til at håndtere at gå rundt og vide at jeg har sygdommen i mig, og at jeg hvis jeg skal finde en ny partner først skal sætte mig ned og forklare at jeg faktisk ikke er helt rask, at han også kan risikere at få sygdommen, at det betyder større mulighed for spontan abort, og at hvis vi får børn, at de også kan blive smittet. Og jeg ved godt at det ikke burde være et issue når jeg bare er ude med vennerne, men jeg kan bare ikke få det ud af hovedet - jeg føler mig anderledes! Derfor er jeg også helt klar over at det er noget jeg skal bearbejde psykisk, og ikke som nogen af jer kæmper med, så meget fysisk. Og jeg har haft det okay det sidste års tid, siden jeg kom "over" første udbrud, men nu er alle følelserne fra dengang tilbage. Jeg er ked af at være en belastning for dig, det var ikke min mening - men er glad for svaret, der selvfølgelig også sætter tingene lidt i perspektiv :)

tjow
Helgen
Helgen
Indlæg: 98
Tilmeldt: 13. feb 2010, 01:42

Re: STADIG forvirret :(

Indlæg af tjow » 31. jul 2010, 12:58

Beklager igen, at jeg må lyde sådan.
Men jeg synes ikke, at virussen er det værd. Det er forkert at tro, at man er særligt anderledes, fordi man har genital herpes, da det er så udbredt. Mange andre går også rundt med vira - måske for kønsvorter, vorter, forkølelsessår og måske endda vira for laaaangt værre sygdomme, HIV fx. Der er jo så meget, der er værre. Det behøver såmænd ikke være en virus, måske et handicap, en livsstilssygdom eller en psykisk sygdom. Eller - hvad med lidt af det hele? Det gælder om at acceptere, at vi ikke kan være perfekt raske hele livet igennem og det at blive angrebet af en virus er ikke lig med at være et gennemsygt menneske - man kan sagtens stadig kalde sig sund og rask på trods af et herpesudbrud.

Angående spekulationerne mht. partner og oplysning af ham er der jo bare at sige, som mange andre siger: Det ER ikke sådan et stort og alvorligt emne. Det er i sin almindelige form hverken livstruende eller specielt skadeligt i forhold til, hvad menneskekroppen ellers udsættes for. Jeg har ikke hørt det med abort, men jeg har da kendskab til "en" kvinde, der har født flere velskabte børn, mens hun havde genital herpes i kroppen, og ingen af børnene er smittede... det er først kommet siden hen af egen fangst ;-)

Igen - jeg virker måske træls og endnu mere træls i foregående besked. Men det ER ikke det værd at spekulere på herpes. Det er en træls ting, det er en kronisk ting. Men du er mega heldig, og så heldig som DU er (kvinden jeg omtalte tidligere har recidiverende herpes), har du endnu mindre grund til at frygte, at du smitter nogen. Jeg har været hårdt ramt og har haft flere partnere, som jeg ikke har smittet. Har aldrig smittet faktisk. Du kan vælge at tage det som en biting... det sætter selvfølgelig begrænsninger engang i mellem, men det gør almindelig hovedpine jo også, f.eks.

Gæst

Re: STADIG forvirret :(

Indlæg af Gæst » 31. jul 2010, 13:32

Jeg synes det er utroligt flot at du kan have den indstilling til det som du har! Virkelig imponerende! Og jo, jeg synes de ting du skriver hjælper. Det er første gang siden jeg sagde det til min ex for ca et år siden at jeg havde det, at jeg har nogen at snakke med om det - og bare det, er virkelig en lettelse. Så tak for det :)

Men føler mig nu ikke rigtig heldig. Fik det af en fyr der ikke havde det med sandhed på det rene, for spurgte ham før der skete noget, og han påstod at han lige var blevet testet - og jeg bebrejder virkelig mig selv at jeg ikke gennemskuede det bedre. Havde ikke regnet med at skulle forholde mig til det her resten af livet. Men jeg håber virkelig at jeg kan få et 'normalt liv', omend jeg (i perioder) ikke føler mig normal.

Men igen, så har både de ting du har skrevet til mig, og også til andre herinde hjulpet på humøret!

Gæst

Re: STADIG forvirret :(

Indlæg af Gæst » 31. jul 2010, 18:54

Undskyld jeg skriver igen .. :)
Hvordan har i indstillet jer på at det liv i skulle have er blevet vendt rundt på den måde? Har selv altid levet sundt, og været glad og rask. Og nu er det som om det hele er forgæves - jeg er ikke glad og ikke rask - på grund af en løgn fra en fyr og min egen dumhed. Hvordan vænner i jer til tanken om at det liv i havde set sådan frem til at have, ikke bliver det samme? Måske er jeg ikke taknemmelig nok, men bare fordi der findes værre ting derude, kan det her i sig selv godt være slemt nok, i det det jo aldrig forsvinder igen og så mange mennesker synes man er ulækker og ser ned på en. Jeg trænger virkelig til at snakke med folk om det, men vil ikke med veninder, selvom det også er hårdt at "gemme det" for dem - det kommer egentlig bare ikke dem ved, og vil ikke have at alle ser på mig som pigen med herpes - det ville jeg aldrig kunne holde ud - også derfor jeg har en helt vild angst for at skulle fortælle en partner det - for han siger det jo til sin ven, som siger det til sin ven, osv - dyb respekt for hvordan i klarer den. Og hvordan i klarer at skulle acceptere det her hver morgen når i vågner, jeg har mistet virkelig meget selvrespekt, og det er virkelig hårdt når det slet ikke var det liv man regnede med at få. Måske virker det overdrevent, men vi har alle forskellig psyke, min er bare slet ikke indrettet til at håndtere det her - så alle der kan snakke om det og måske hjælpe med at løse lidt op for alle tankerne, det ville være skønt!

Blue83
Bidrager
Bidrager
Indlæg: 23
Tilmeldt: 23. apr 2010, 17:51

Re: STADIG forvirret :(

Indlæg af Blue83 » 3. aug 2010, 23:30

Jeg har selv stadig meget svært ved at Acceptere det, det tror jeg alle har. Men har til gengæld accepteret at det bare IKKE kan være anderledes. Jeg er blevet bedre til at håndtere det, psykisk, men det er også bare hvordan man er indstillet på at klare modgang i livet. Jeg har altid rejst mig selv op igen efter jeg har været helt nede at bunde, så det her er ikke meget anderledes. Hvis man er indstillet på at det ikke behøver ødelægge de glæder i livet, så skal det ærlig talt nok gå.
Og jeg har VIRKELIG været trist over den her virus fra helvede. Er det dog stadig.

Der er gået et pr måneder siden jeg fik det konstateret og er begyndt at være enormt ligeglad med hvad jeg spiser til tider, selvom jeg dog godt kan mærke at det fremkalder et udbrud :/ det er dér jeg har det værst. Ellers er det blevet en smule nemmere at føle sig nogenlunde normal igen. Der går dog ikke en dag hvor jeg ikke tænker på det. Jeg tænker på det som det første når jeg står op. Der er en stemme der hele tiden siger: Du har herpes". Når jeg er ude, og fyre viser interesse og hele tiden vil tale med en osv osv, i kender det piger.. Så tænker jeg hele tiden- Hvad fanden er det de egentlig vil, jeg har jo herpes, hvis bare de vidste". Det er virkelig en usund tankegang og det kun de tanker man har om sig selv der gør det hele meget værre. Hvorfor nedgøre sig selv på den måde, når man har det "hårdt" nok med virussen?!

Kære gæst, som tjow siger, du har virussen og man kan desværre intet gøre ved det, så skal du egentlig bare være tilfreds med at du "kun" har haft det ene udbrud. Lad være med at trække dig selv ned i et hul fordi du har herpes. Istedet synes jeg virkelig du skal finde en du har tillid til, også tale med vedkommende om det. Det hjælper meget. Min veninde tog det pænt og sagde nærmest at jeg overdrev, fordi jeg var virkelig dybt dybt ulykkelig. Regnede med at det var mine sidste dage som en glad pige der kunne tage ud og føle sig godt tilpas. Det er stadig meget hårdt at tænke på. Og at jeg en dag skal fortælle det til en fyr jeg nu vil være sammen med. Har holdt mig laaangt væk fra fyre i øjeblikket fordi jeg ikke kan tage stilling til at sige noget så privat om mig selv.
Jeg har selv haft den tanke med at jeg siger det til en fyr også siger han det videre og videre.. lige pludselig står det i nyhederne at jeg har herpes.. Det er slemt.

Efter jeg har læst på nettet om denne VIRUS( ikke sygdom, lyder så.... Sygt) Ved jeg at det bare er hvad man har HØRT om herpes der er det farlige ved det. Bare ordet herpes gav mig virkelig myrekryb. Jeg var simpelthen Så bange for at få det.... men nu sidder jeg her smittet for life og tænker tilbage på mine "gode" dage som usmittet. Sådan vil jeg nok have det for altid. Men som sagt, det er KUN så slemt som man selv gør det til.. Ligesom alle andre nederlag i ens liv. Rejs dig selv op og lad være med at lade denne virus styre dig på den måde. Jeg læste på et tidspunkt noget på nettet om sexsygdomme, og der stod ordret: Herpes er den mest almindelige kønssygdom i verden, uden konkurrence. Største delen af dem der har sygdommen, er ikke klar over det. Så kære gæst, vi er flere med denne virus end vi lige går rundt og tror.. eller vil tro.

tjow
Helgen
Helgen
Indlæg: 98
Tilmeldt: 13. feb 2010, 01:42

Re: STADIG forvirret :(

Indlæg af tjow » 4. aug 2010, 16:21

Gæst - lad os så endelig snakke om det, når det nu hjælper :-) Det er jo derfor, vi alle strømmer til foraet. Så det er godt, at du også føler hjælpen ved det.
Mht. hans ærlighed lyder det som om, han tager ligeså let på kønssygdomme, som utroligt mange andre mænd gør - så det er såmænd bare en typisk indstilling til det. Han kan sagtens have været nede ved lægen og få en undersøgelse, der ikke har været så dybdegående igen og samtidig være en, der ikke har symptomer. F.eks. er der nogle "tjek for kønssygdomme", der slet ikke medtager herpes. Hvorfor ved jeg ikke. Måske fordi det kræver mere at skulle teste for antistoffer mod virusset og måske fordi det ikke er så direkte skadeligt som f.eks. klamydia.
Men nu skal jeg selvfølgelig ikke forsvare en, når jeg ikke kender noget til noget, det er bare så trælst og kan - igen - ikke betale sig at fortryde og bebrejde sig selv eller andre. De bad sgu nok heller ikke om det i første omgang.

Hvordan jeg vænner mig til og har klaret mit "nye liv" med herpes:
Jeg fik herpes så tidligt, det bør kunne lade sig gøre, rent seksuelt, så jeg har haft tid til at vænne mig til det (er dog stadig ung). Men min verden styrtede da sammen i flammer, men jeg har aldrig været pylret og havde haft dødsfald ind på livet en del gange, så jeg var godt klar over, at herpes ikke var nogen trussel mod mit liv, så derfor konkluderede jeg, at når jeg ikke var dødsyg og der samtidig fandtes medicin - (som virkede!), havde jeg ikke grund til at klage. Da jeg i forvejen havde en hård periode, undrede jeg mig dog over, hvorfor jeg skulle få det i en SÅ ung alder. Selvfølgelig havde jeg ondt af mig selv og græd og fik alle disse tanker, som I andre beskriver. Men samtidig - som sagt - havde jeg altså denne der VISHED om, at det virkelig ikke var værre. Det var ingen trussel imod mit liv. Det var pjat at få så ondt af sig selv - mange andre mennesker led laaaaaaaaaaangt, langt, langt værre skæbner. Men det hele har nok medfødt, at jeg for en periode blev en smule hård i forhold til pylrede mennesker, og faktisk lidt for hård i forhold til folks følelser. Jeg har stadigvæk svært ved, hvad jeg vil gøre ved følelser - bearbejde, lytte, tage dem seriøst eller slå i bordet og sige: "tag dig sammen, rationaliser, der ER ikke noget". Men jeg er ved at komme til den overbevisning, at følelser hverken kan eller bør ignoreres - det kommer der jo kun skidt ud af :-) Det vidste jeg også godt, da jeg i sin tid tog den smarte indstilling på...

Så det har været min måde at tænke over det på. I dag og lige nu tænker jeg: Selvfølgelig får jeg flere dejlige forhold igennem livet, som jeg hver og en har fortalt om min hudlidelse/hudsygdom/kønssygdom til. Det gælder bare om at falde for hinanden og ville hinanden - springer vedkommende fra - ja så (kan I nok gætte) er han for pylret - ja så er han sgu ikke en rigtig mand ;-)!!!
Børn får jeg også, og dem smitter jeg heller ikke, hverken ved fødslen (som for øvrigt bliver helt normal, som jeg kender det fra andre herpesramte) eller senere hen.
Skulle uheldet ske, er det et uheld og ikke en ulykke, og jeg vil guide og hjælpe dem så godt, som jeg kan. F.eks. tale med dem om det, som jeg i fremtiden vil tale med dem om sex - det skal være ganske ikke-tabubelagt. For jeg tror helt ærligt, at tabuisering er det værste problem.

Og så giver jeg Blue83 ret - god idé at finde en at tale med det om. Selv har jeg fortalt det til alle mine nære veninder. Godt nok fik en del af dem det at vide til fest og under alkoholpåvirkning, og jeg tænkte "oh shit, så kan det ikke tages tilbage", for dengang var jeg stadig liiiidt for ung, men deres syn har tilsyneladende ikke ændret sig. Alt er, som det plejer, også her år senere.

Er forresten mega glad for at høre om din fremgang i det rent psykisk, kære Blue83 :-)

Besvar