af tjow » 4. aug 2010, 16:21
Gæst - lad os så endelig snakke om det, når det nu hjælper :-) Det er jo derfor, vi alle strømmer til foraet. Så det er godt, at du også føler hjælpen ved det.
Mht. hans ærlighed lyder det som om, han tager ligeså let på kønssygdomme, som utroligt mange andre mænd gør - så det er såmænd bare en typisk indstilling til det. Han kan sagtens have været nede ved lægen og få en undersøgelse, der ikke har været så dybdegående igen og samtidig være en, der ikke har symptomer. F.eks. er der nogle "tjek for kønssygdomme", der slet ikke medtager herpes. Hvorfor ved jeg ikke. Måske fordi det kræver mere at skulle teste for antistoffer mod virusset og måske fordi det ikke er så direkte skadeligt som f.eks. klamydia.
Men nu skal jeg selvfølgelig ikke forsvare en, når jeg ikke kender noget til noget, det er bare så trælst og kan - igen - ikke betale sig at fortryde og bebrejde sig selv eller andre. De bad sgu nok heller ikke om det i første omgang.
Hvordan jeg vænner mig til og har klaret mit "nye liv" med herpes:
Jeg fik herpes så tidligt, det bør kunne lade sig gøre, rent seksuelt, så jeg har haft tid til at vænne mig til det (er dog stadig ung). Men min verden styrtede da sammen i flammer, men jeg har aldrig været pylret og havde haft dødsfald ind på livet en del gange, så jeg var godt klar over, at herpes ikke var nogen trussel mod mit liv, så derfor konkluderede jeg, at når jeg ikke var dødsyg og der samtidig fandtes medicin - (som virkede!), havde jeg ikke grund til at klage. Da jeg i forvejen havde en hård periode, undrede jeg mig dog over, hvorfor jeg skulle få det i en SÅ ung alder. Selvfølgelig havde jeg ondt af mig selv og græd og fik alle disse tanker, som I andre beskriver. Men samtidig - som sagt - havde jeg altså denne der VISHED om, at det virkelig ikke var værre. Det var ingen trussel imod mit liv. Det var pjat at få så ondt af sig selv - mange andre mennesker led laaaaaaaaaaangt, langt, langt værre skæbner. Men det hele har nok medfødt, at jeg for en periode blev en smule hård i forhold til pylrede mennesker, og faktisk lidt for hård i forhold til folks følelser. Jeg har stadigvæk svært ved, hvad jeg vil gøre ved følelser - bearbejde, lytte, tage dem seriøst eller slå i bordet og sige: "tag dig sammen, rationaliser, der ER ikke noget". Men jeg er ved at komme til den overbevisning, at følelser hverken kan eller bør ignoreres - det kommer der jo kun skidt ud af :-) Det vidste jeg også godt, da jeg i sin tid tog den smarte indstilling på...
Så det har været min måde at tænke over det på. I dag og lige nu tænker jeg: Selvfølgelig får jeg flere dejlige forhold igennem livet, som jeg hver og en har fortalt om min hudlidelse/hudsygdom/kønssygdom til. Det gælder bare om at falde for hinanden og ville hinanden - springer vedkommende fra - ja så (kan I nok gætte) er han for pylret - ja så er han sgu ikke en rigtig mand ;-)!!!
Børn får jeg også, og dem smitter jeg heller ikke, hverken ved fødslen (som for øvrigt bliver helt normal, som jeg kender det fra andre herpesramte) eller senere hen.
Skulle uheldet ske, er det et uheld og ikke en ulykke, og jeg vil guide og hjælpe dem så godt, som jeg kan. F.eks. tale med dem om det, som jeg i fremtiden vil tale med dem om sex - det skal være ganske ikke-tabubelagt. For jeg tror helt ærligt, at tabuisering er det værste problem.
Og så giver jeg Blue83 ret - god idé at finde en at tale med det om. Selv har jeg fortalt det til alle mine nære veninder. Godt nok fik en del af dem det at vide til fest og under alkoholpåvirkning, og jeg tænkte "oh shit, så kan det ikke tages tilbage", for dengang var jeg stadig liiiidt for ung, men deres syn har tilsyneladende ikke ændret sig. Alt er, som det plejer, også her år senere.
Er forresten mega glad for at høre om din fremgang i det rent psykisk, kære Blue83 :-)
Gæst - lad os så endelig snakke om det, når det nu hjælper :-) Det er jo derfor, vi alle strømmer til foraet. Så det er godt, at du også føler hjælpen ved det.
Mht. hans ærlighed lyder det som om, han tager ligeså let på kønssygdomme, som utroligt mange andre mænd gør - så det er såmænd bare en typisk indstilling til det. Han kan sagtens have været nede ved lægen og få en undersøgelse, der ikke har været så dybdegående igen og samtidig være en, der ikke har symptomer. F.eks. er der nogle "tjek for kønssygdomme", der slet ikke medtager herpes. Hvorfor ved jeg ikke. Måske fordi det kræver mere at skulle teste for antistoffer mod virusset og måske fordi det ikke er så direkte skadeligt som f.eks. klamydia.
Men nu skal jeg selvfølgelig ikke forsvare en, når jeg ikke kender noget til noget, det er bare så trælst og kan - igen - ikke betale sig at fortryde og bebrejde sig selv eller andre. De bad sgu nok heller ikke om det i første omgang.
Hvordan jeg vænner mig til og har klaret mit "nye liv" med herpes:
Jeg fik herpes så tidligt, det bør kunne lade sig gøre, rent seksuelt, så jeg har haft tid til at vænne mig til det (er dog stadig ung). Men min verden styrtede da sammen i flammer, men jeg har aldrig været pylret og havde haft dødsfald ind på livet en del gange, så jeg var godt klar over, at herpes ikke var nogen trussel mod mit liv, så derfor konkluderede jeg, at når jeg ikke var dødsyg og der samtidig fandtes medicin - (som virkede!), havde jeg ikke grund til at klage. Da jeg i forvejen havde en hård periode, undrede jeg mig dog over, hvorfor jeg skulle få det i en SÅ ung alder. Selvfølgelig havde jeg ondt af mig selv og græd og fik alle disse tanker, som I andre beskriver. Men samtidig - som sagt - havde jeg altså denne der VISHED om, at det virkelig ikke var værre. Det var ingen trussel imod mit liv. Det var pjat at få så ondt af sig selv - mange andre mennesker led laaaaaaaaaaangt, langt, langt værre skæbner. Men det hele har nok medfødt, at jeg for en periode blev en smule hård i forhold til pylrede mennesker, og faktisk lidt for hård i forhold til folks følelser. Jeg har stadigvæk svært ved, hvad jeg vil gøre ved følelser - bearbejde, lytte, tage dem seriøst eller slå i bordet og sige: "tag dig sammen, rationaliser, der ER ikke noget". Men jeg er ved at komme til den overbevisning, at følelser hverken kan eller bør ignoreres - det kommer der jo kun skidt ud af :-) Det vidste jeg også godt, da jeg i sin tid tog den smarte indstilling på...
Så det har været min måde at tænke over det på. I dag og lige nu tænker jeg: Selvfølgelig får jeg flere dejlige forhold igennem livet, som jeg hver og en har fortalt om min hudlidelse/hudsygdom/kønssygdom til. Det gælder bare om at falde for hinanden og ville hinanden - springer vedkommende fra - ja så (kan I nok gætte) er han for pylret - ja så er han sgu ikke en rigtig mand ;-)!!!
Børn får jeg også, og dem smitter jeg heller ikke, hverken ved fødslen (som for øvrigt bliver helt normal, som jeg kender det fra andre herpesramte) eller senere hen.
Skulle uheldet ske, er det et uheld og ikke en ulykke, og jeg vil guide og hjælpe dem så godt, som jeg kan. F.eks. tale med dem om det, som jeg i fremtiden vil tale med dem om sex - det skal være ganske ikke-tabubelagt. For jeg tror helt ærligt, at tabuisering er det værste problem.
Og så giver jeg Blue83 ret - god idé at finde en at tale med det om. Selv har jeg fortalt det til alle mine nære veninder. Godt nok fik en del af dem det at vide til fest og under alkoholpåvirkning, og jeg tænkte "oh shit, så kan det ikke tages tilbage", for dengang var jeg stadig liiiidt for ung, men deres syn har tilsyneladende ikke ændret sig. Alt er, som det plejer, også her år senere.
Er forresten mega glad for at høre om din fremgang i det rent psykisk, kære Blue83 :-)