Hej Mette.
(Advarsel, denne artikel er skrevet kl. 3 om natten efter en lang dag på arbejdet) Stave- og grammatiske fejl kan findes!)
Jeg har haft Herpes i snart 2 år nu. Jeg er efterhånden ret afklaret med hvad der sker med min krop, hvad der udløser et udbrud og hvordan jeg bedst slår det ned igen.
Jeg var 19 år gammel, påpasselig med ALTID at bruge kondom, medmindre jeg var i et fast forhold da jeg stolede på mine partnere og forventede at de, lige som jeg selv ofte blev tjekket for diverse kønssygdomme.
Jeg havde aldrig haft en kønssygdom, og trods mange projekter i skolen var lige præcis Herpes ikke noget jeg nogen sinde havde forventet at få, desuden troede jeg at der bare skulle et par piller til og så var det ovre.
Jeg mødte D, på en festival, og i lang tid var jeg opmærksom på at bruge kondom og være påpasselig som altid, men efter et par måneder blev vi så enige om at det ikke var nødvendigt, jeg havde været til lægen for et tjek og samme havde han
Så Kondom blev erstattet af p-piller...
Der gik lige akkurat én måned, så vågnede jeg op på min 20 års fødselsdag, med flere smerter end jeg troede jeg kunne udholde...
Min hud brændte, mine muskler føltes som om jeg havde løbet et marathon i løbet af natten, jeg gav mig til at græde og forsøgte at rejse mig. Nåede ud af sengen og kolapsede på gulvet, mine ben var simpelthen for ømme til at jeg kunne gå... Jeg boede dengang i et 3 etagers hus og måtte kravle ned i kælderen for at gå på toilettet, men uanset hvor meget jeg forsøgte, så gjorde det bare ondt, jeg kunne mærke at jeg havde brug for at lade vandet, men intet skete... Alt gjorde ondt, og intet gav mening... hele min krop brændte og i min morgen forvirring troede jeg faktisk at jeg skulle dø, at smerten ville tage livet af mig...
Jeg troede ikke at det var menneskeligt muligt at udholde smerten...
Jeg formåede dog at ringe til min chef og melde mig syg, aflyse min fødselsdag samme aften, kastede mig på sofaen med den bærbare og ledte efter en forklaring... Havde under mit toilet besøg lagt mærke til røde områder på skamlæberne og søgte efter en forklaring på symptomerne.
Herpes var ikke længe om at dukke op, og det første jeg fandt var en pige der anbefalede folk (især piger) med udbrud at tisse i brusebadet, med lunt vand rislende ned over sig, lyden af rindende vand har altid været "tis-fremkaldende" og vandet fra bruseren ville hjælpe mod den smerte som åbenbart ville komme når det endelig lykkedes... Så jeg tændte for vandet og satte mig på hus i bruse kabinen... lyden hjalp ganske vidst på problemet med ikke at kunne komme af med vandet, men intet kunne have forberedt mig på den følelse af at få stukket et stykke hvidglødende metal op i urin røret som kom med tisset...
Jeg gik i panik og ringede efter min far, fortalte ham hvad der var sket, hvor ulykkelig jeg var, hvor bange jeg var og pludselig gik jeg fra at være 20 til at være 2... Jeg havde brug for et kram og en forklaring, jeg havde brug for en voksen...
20 minutter senere holdt han i indkørslen og bar mig ud i bilen... at gå forvoldte mig stadig smerter...
Han kørte mig til venera Klinikken på Bispebjerg station, jeg kan huske alle de følelser der væltede op i mig den dag, jeg var ulykkelig og forvirret, og vi for vild inde på selve hospitals grunden... Jeg syntes det var forfærdelig skammeligt at skulle spørge om vej... Jeg var jo en selvstændig, fornuftig ung dame! Jeg havde intet at gøre på venerea klinikken!
Endnu være var det at komme derind, jeg var næsten sikker på at det var herpes, og følte mig ulækker... og alene... den eneste jeg havde kunnet snakke med var min far... Kom ind på hospitalet, og selvfølgelig måtte de ikke give hånd, giver perfekt mening i dag, hvem ved hvad folk slæber med ind, men lige den dag fik det mig til at føle mig endnu mere ulækker og giftig, jeg græd under hele undersøgelsen, jeg græd da lægen udskrev aciclovir til mig og jeg græd da jeg bagefter skulle ud i bilen...
Jeg fik en folder med fra hospitalet, der sagde at jeg for fremtiden ALTID skulle bruge kondom ved samleje, at i tilfælde af at jeg skulle modtage oralsex skulle lægge et stykke husplast hen over mine kvindlige dele og meget mere, denne folder fik mig til at føle mig endnu mere giftig...
I løbet af dagen var de røde områder blevet til blærer, og da klokken var ved at være mange købte min far en tube zovir til mig og lovede at tage på apoteket næste morgen... Jeg har aldrig brugt zovir siden... Det føltes som at hælde chilli i et åbent sår... Jeg skreg og kastede mig ind under bruseren! Men jeg turde ikke røre mig selv forneden, for folderen sagde at al kontakt med blærene var en smitterisiko og at jeg kunne smitte mig selv overalt!
Jeg havde påført cremen med en vatpind og endte med at fjerne den igen med et vådt håndklæde... Som jeg efterfølgende smed ud fordi jeg ikke vidste hvor længe virussen ville leve uden for kroppen...
Jeg var i syv sind og vidste ikke hvad jeg skulle gøre eller hvordan jeg skulle forholde mig til tilværelsen, jeg kunne mærke min blære presse men havde ikke været i stand til at lade vandet siden den morgen...
Det blev ikke nemmere den næste dag, men Ipren og Aciclovir hjalp da lidt på det, vagtlægen sagde at hvis det ikke lykkedes mig at lade vandet inden kl. 18 den aften, skulle jeg ringe igen og lade mig indlægge...
Jeg kastede 2 ipren, 2 pernodil og en aciclovir tablet i munden og min stedmor havde foræret mig nogle milde sovepiller som jeg toppede det hele af med, da jeg vågnede kl. 19 tissede jeg i sengen og var om muligt endnu mere ulykkelig over min sittuation end før, men allerede efter den første dag på aciclovir kunne jeg se bedring, og et par dage senere vendte jeg tilbage til arbejdet... Jeg kunne dog ikke cykle på arbejde, for sadlen smertede for meget.
Jeg kontaktede herefter D, for at bede ham gå til lægen endnu en gang og blive tjekket, jeg tilstod grådkvalt at jeg havde fået konstateret Herpes 2, og han råbte af mig i telefonen, jeg vil ikke gengive samtalen, men jeg var ødelagt bagefter, og han annullerede vores forhold på Facebook.
Jeg var sikker på at han var smitteren, for jeg havde jo ikke været sammen med andre i flere måneder, og før det brugte jeg altid kondom!
Det var først da piger jeg ikke kendte begyndte at skrive til mig på facebook og spørge om jeg var blevet syg efter at have været sammen med ham jeg fandt svar på hvad der var sket... Jeg var ganske vidst hans officielle forhold, men han havde haft flere piger på sidelinien, 3 piger skrev til mig at de var blevet smittet, og da jeg tog kontakt til hans eks fortalte hun at hun havde smittet ham et år tidligere.
Han havde løget om at have været til lægen, bare for at slippe for kondomet som jeg ellers havde krævet de første måneder af vores forhold...
Jeg var ulykkelig, jeg følte mig ulækker, giftig, og mit hjerte var knust!
Jeg satte mit liv på standby, i 3 måneder havde jeg udbrud hver anden uge. Det hjalp ikke på sagen at D ved samme lejlighed havde givet mig fnat og at den creme der skulle modvirke dette gav mig udbrud igen. Smerterne ved de første 4 udbrud var næsten lige så slemme som det første, men det blev langsomt bedre og min læge gik med til at udskrive Aciclovir til mig på forskud, så jeg kunne begynde kuren så snart jeg følte symptomerne.
I de 3 måneder spiste jeg helse mad, jeg motionerede når jeg ikke havde udbrud og slappede af når jeg havde, jeg skar sukkersager, og alkohol ud af mit liv. Takkede nej til fester og isolerede mig selv.
Julen var dog et rent helved, jeg holdt mig fra al den traditionelle julemad gennem hele december, tog dog del i jule måltidet og blev belønnet med endnu et udbrud.
Nytårs aften tog jeg til min første fest siden da, jeg var i stand til at glemme min lede for første gang og nyde mine venners selskab! Jeg havde ikke hørt fra D i 3 måneder og havde ikke haft sex, ikke engang fornøjet mig selv, i den tid... Og her mødte jeg så en fyr, han ville gerne med mig hjem, men jeg takkede nej... Han tog dog ikke et nej for svar og kort efter begyndte vi at ses, det var dog klart for mig at jeg måtte fortælle ham hvad der skete på et eller andet tidspunkt, men jeg var så bange for en afvisning... Jeg havde ikke haft udbrud siden jul så i slutningen af januar var jeg sammen med denne fyr!
Han havde heldigvis intet mod at bruge kondom og anså ligesom jeg det for en selvfølge at bruge det når man ikke var i et fast forhold, jeg fortalte ham intet om hvorfor det var så nødvendigt for mig.
Men ulykken var ude, kondomet sprang...
Jeg var igen knust og gav mig umiddelbart efter til at græde og sendte ham i bad, i håb om at det kunne gøre en forskel, og for at han skulle slappe mere af når han vidste hvad der var sket... han kom tilbage og krævede en forklaring... Han sad på sengekanten og kiggede på mig mens jeg fortalte min historie, da den var slut lagde han armene om mig og kyssede mig!
Han kravlede tilbage i sengen og spurgte om det var ok med mig hvis han stillede nogle spørgsmål om hvad han skulle gøre... det var selvfølgelig kun retfærdigt, og jeg besvarede alle hans spørgsmål så godt jeg kunne.
kort efter var vi kærester... Han brokkede sig aldrig over at skulle bruge kondom, og tacklede i det hele taget sittuationen til U.G.
Vi var sammen i 8 måneder, og er stadig venner i dag. Han er stadig ikke smittet og blev gennem vores forhold tjekket hver 3 måned for at sikre sig.
Han gav mig troen på en normal tilværelse tilbage. Det eneste ved vores forhold der var anderledes end det ellers ville være var at vi måtte bruge kondom hver gang.
Jeg har siden da måtte fortælle min historie 2 gange, og begge har handlet på præcis samme måde, lagt deres arme om mig og kysset mig.
Nu har jeg max udbrud hver 3 måned, jeg kan mærke på min krop flere dage før et udbrud og begynder medicinering allerede der.
Helse kosten er lagt på hylden igen, det var simpelthen for besværligt og jeg fandt hurtigt ud af hvad der var mine trickere..
Nødder, stress og sygdom er det eneste der påvirker mig nu.
Jeg ved efterhånden betydeligt mere om herpes end den folder jeg fik på Venerea Klinikken i sin tid fortalte.
Den er forresten komplet ubrugelig og gør kun ulykken større for folk med første gangs udbrud.
Jeg har blandt andet fået viden herinde, jeg har søgt nettet tyndt og jeg læser ofte op på forskellige medicinske gennembrud på området.
De smerter jeg får nu er næsten ingenting, jeg får ømme muskler i ben og lænd, og mit humør bliver påvirket. Men det er gået fra at være ulideligt og deprimerende, til at være ømt og ikke ulig PMS symptomer.
Jeg håber stadig på en kur en dag, men for nu er livet udholdeligt.
- Jeg fortalte dig min historie. Mit håb er at information omkring herpes kan blive mere udbredt, det er en af de mest hyppige sygdomme i danmark, 80% har antistoffer mod Herpes 1 og ca. 25% mod herpes 2.
Men folk ved sjældent hvad det er før det rent faktisk rammer dem.
Mht. Rådigvere, så bliver det svært.
Jeg besøgte som sagt Bispebjerg Venerea Klinik, og ikke engang de kunne besvare de spørgsmål jeg havde.
For at være ærlig, så tror jeg at de bedste rådgivere er andre smittede. Det var dem jeg støttede mig til da jeg blev smittet, og nu anser jeg mig selv for værende en af dem.
Lægerne kan fortælle meget om de fysiske forhold når det kommer til sygdommen, men de tager også fejl om dele af det, og når det kommer til det psykologiske aspekt har de virkeligt ikke fat i den lange ende.
Få artiklen ud, uanset hvad. Det er bestemt et emne der trænger til at blive belyst.
Hej Mette.
(Advarsel, denne artikel er skrevet kl. 3 om natten efter en lang dag på arbejdet) Stave- og grammatiske fejl kan findes!)
Jeg har haft Herpes i snart 2 år nu. Jeg er efterhånden ret afklaret med hvad der sker med min krop, hvad der udløser et udbrud og hvordan jeg bedst slår det ned igen.
Jeg var 19 år gammel, påpasselig med ALTID at bruge kondom, medmindre jeg var i et fast forhold da jeg stolede på mine partnere og forventede at de, lige som jeg selv ofte blev tjekket for diverse kønssygdomme.
Jeg havde aldrig haft en kønssygdom, og trods mange projekter i skolen var lige præcis Herpes ikke noget jeg nogen sinde havde forventet at få, desuden troede jeg at der bare skulle et par piller til og så var det ovre.
Jeg mødte D, på en festival, og i lang tid var jeg opmærksom på at bruge kondom og være påpasselig som altid, men efter et par måneder blev vi så enige om at det ikke var nødvendigt, jeg havde været til lægen for et tjek og samme havde han :) Så Kondom blev erstattet af p-piller...
Der gik lige akkurat én måned, så vågnede jeg op på min 20 års fødselsdag, med flere smerter end jeg troede jeg kunne udholde...
Min hud brændte, mine muskler føltes som om jeg havde løbet et marathon i løbet af natten, jeg gav mig til at græde og forsøgte at rejse mig. Nåede ud af sengen og kolapsede på gulvet, mine ben var simpelthen for ømme til at jeg kunne gå... Jeg boede dengang i et 3 etagers hus og måtte kravle ned i kælderen for at gå på toilettet, men uanset hvor meget jeg forsøgte, så gjorde det bare ondt, jeg kunne mærke at jeg havde brug for at lade vandet, men intet skete... Alt gjorde ondt, og intet gav mening... hele min krop brændte og i min morgen forvirring troede jeg faktisk at jeg skulle dø, at smerten ville tage livet af mig...
Jeg troede ikke at det var menneskeligt muligt at udholde smerten...
Jeg formåede dog at ringe til min chef og melde mig syg, aflyse min fødselsdag samme aften, kastede mig på sofaen med den bærbare og ledte efter en forklaring... Havde under mit toilet besøg lagt mærke til røde områder på skamlæberne og søgte efter en forklaring på symptomerne.
Herpes var ikke længe om at dukke op, og det første jeg fandt var en pige der anbefalede folk (især piger) med udbrud at tisse i brusebadet, med lunt vand rislende ned over sig, lyden af rindende vand har altid været "tis-fremkaldende" og vandet fra bruseren ville hjælpe mod den smerte som åbenbart ville komme når det endelig lykkedes... Så jeg tændte for vandet og satte mig på hus i bruse kabinen... lyden hjalp ganske vidst på problemet med ikke at kunne komme af med vandet, men intet kunne have forberedt mig på den følelse af at få stukket et stykke hvidglødende metal op i urin røret som kom med tisset...
Jeg gik i panik og ringede efter min far, fortalte ham hvad der var sket, hvor ulykkelig jeg var, hvor bange jeg var og pludselig gik jeg fra at være 20 til at være 2... Jeg havde brug for et kram og en forklaring, jeg havde brug for en voksen...
20 minutter senere holdt han i indkørslen og bar mig ud i bilen... at gå forvoldte mig stadig smerter...
Han kørte mig til venera Klinikken på Bispebjerg station, jeg kan huske alle de følelser der væltede op i mig den dag, jeg var ulykkelig og forvirret, og vi for vild inde på selve hospitals grunden... Jeg syntes det var forfærdelig skammeligt at skulle spørge om vej... Jeg var jo en selvstændig, fornuftig ung dame! Jeg havde intet at gøre på venerea klinikken!
Endnu være var det at komme derind, jeg var næsten sikker på at det var herpes, og følte mig ulækker... og alene... den eneste jeg havde kunnet snakke med var min far... Kom ind på hospitalet, og selvfølgelig måtte de ikke give hånd, giver perfekt mening i dag, hvem ved hvad folk slæber med ind, men lige den dag fik det mig til at føle mig endnu mere ulækker og giftig, jeg græd under hele undersøgelsen, jeg græd da lægen udskrev aciclovir til mig og jeg græd da jeg bagefter skulle ud i bilen...
Jeg fik en folder med fra hospitalet, der sagde at jeg for fremtiden ALTID skulle bruge kondom ved samleje, at i tilfælde af at jeg skulle modtage oralsex skulle lægge et stykke husplast hen over mine kvindlige dele og meget mere, denne folder fik mig til at føle mig endnu mere giftig...
I løbet af dagen var de røde områder blevet til blærer, og da klokken var ved at være mange købte min far en tube zovir til mig og lovede at tage på apoteket næste morgen... Jeg har aldrig brugt zovir siden... Det føltes som at hælde chilli i et åbent sår... Jeg skreg og kastede mig ind under bruseren! Men jeg turde ikke røre mig selv forneden, for folderen sagde at al kontakt med blærene var en smitterisiko og at jeg kunne smitte mig selv overalt!
Jeg havde påført cremen med en vatpind og endte med at fjerne den igen med et vådt håndklæde... Som jeg efterfølgende smed ud fordi jeg ikke vidste hvor længe virussen ville leve uden for kroppen...
Jeg var i syv sind og vidste ikke hvad jeg skulle gøre eller hvordan jeg skulle forholde mig til tilværelsen, jeg kunne mærke min blære presse men havde ikke været i stand til at lade vandet siden den morgen...
Det blev ikke nemmere den næste dag, men Ipren og Aciclovir hjalp da lidt på det, vagtlægen sagde at hvis det ikke lykkedes mig at lade vandet inden kl. 18 den aften, skulle jeg ringe igen og lade mig indlægge...
Jeg kastede 2 ipren, 2 pernodil og en aciclovir tablet i munden og min stedmor havde foræret mig nogle milde sovepiller som jeg toppede det hele af med, da jeg vågnede kl. 19 tissede jeg i sengen og var om muligt endnu mere ulykkelig over min sittuation end før, men allerede efter den første dag på aciclovir kunne jeg se bedring, og et par dage senere vendte jeg tilbage til arbejdet... Jeg kunne dog ikke cykle på arbejde, for sadlen smertede for meget.
Jeg kontaktede herefter D, for at bede ham gå til lægen endnu en gang og blive tjekket, jeg tilstod grådkvalt at jeg havde fået konstateret Herpes 2, og han råbte af mig i telefonen, jeg vil ikke gengive samtalen, men jeg var ødelagt bagefter, og han annullerede vores forhold på Facebook.
Jeg var sikker på at han var smitteren, for jeg havde jo ikke været sammen med andre i flere måneder, og før det brugte jeg altid kondom!
Det var først da piger jeg ikke kendte begyndte at skrive til mig på facebook og spørge om jeg var blevet syg efter at have været sammen med ham jeg fandt svar på hvad der var sket... Jeg var ganske vidst hans officielle forhold, men han havde haft flere piger på sidelinien, 3 piger skrev til mig at de var blevet smittet, og da jeg tog kontakt til hans eks fortalte hun at hun havde smittet ham et år tidligere.
Han havde løget om at have været til lægen, bare for at slippe for kondomet som jeg ellers havde krævet de første måneder af vores forhold...
Jeg var ulykkelig, jeg følte mig ulækker, giftig, og mit hjerte var knust!
Jeg satte mit liv på standby, i 3 måneder havde jeg udbrud hver anden uge. Det hjalp ikke på sagen at D ved samme lejlighed havde givet mig fnat og at den creme der skulle modvirke dette gav mig udbrud igen. Smerterne ved de første 4 udbrud var næsten lige så slemme som det første, men det blev langsomt bedre og min læge gik med til at udskrive Aciclovir til mig på forskud, så jeg kunne begynde kuren så snart jeg følte symptomerne.
I de 3 måneder spiste jeg helse mad, jeg motionerede når jeg ikke havde udbrud og slappede af når jeg havde, jeg skar sukkersager, og alkohol ud af mit liv. Takkede nej til fester og isolerede mig selv.
Julen var dog et rent helved, jeg holdt mig fra al den traditionelle julemad gennem hele december, tog dog del i jule måltidet og blev belønnet med endnu et udbrud.
Nytårs aften tog jeg til min første fest siden da, jeg var i stand til at glemme min lede for første gang og nyde mine venners selskab! Jeg havde ikke hørt fra D i 3 måneder og havde ikke haft sex, ikke engang fornøjet mig selv, i den tid... Og her mødte jeg så en fyr, han ville gerne med mig hjem, men jeg takkede nej... Han tog dog ikke et nej for svar og kort efter begyndte vi at ses, det var dog klart for mig at jeg måtte fortælle ham hvad der skete på et eller andet tidspunkt, men jeg var så bange for en afvisning... Jeg havde ikke haft udbrud siden jul så i slutningen af januar var jeg sammen med denne fyr!
Han havde heldigvis intet mod at bruge kondom og anså ligesom jeg det for en selvfølge at bruge det når man ikke var i et fast forhold, jeg fortalte ham intet om hvorfor det var så nødvendigt for mig.
Men ulykken var ude, kondomet sprang...
Jeg var igen knust og gav mig umiddelbart efter til at græde og sendte ham i bad, i håb om at det kunne gøre en forskel, og for at han skulle slappe mere af når han vidste hvad der var sket... han kom tilbage og krævede en forklaring... Han sad på sengekanten og kiggede på mig mens jeg fortalte min historie, da den var slut lagde han armene om mig og kyssede mig!
Han kravlede tilbage i sengen og spurgte om det var ok med mig hvis han stillede nogle spørgsmål om hvad han skulle gøre... det var selvfølgelig kun retfærdigt, og jeg besvarede alle hans spørgsmål så godt jeg kunne.
kort efter var vi kærester... Han brokkede sig aldrig over at skulle bruge kondom, og tacklede i det hele taget sittuationen til U.G.
Vi var sammen i 8 måneder, og er stadig venner i dag. Han er stadig ikke smittet og blev gennem vores forhold tjekket hver 3 måned for at sikre sig.
Han gav mig troen på en normal tilværelse tilbage. Det eneste ved vores forhold der var anderledes end det ellers ville være var at vi måtte bruge kondom hver gang.
Jeg har siden da måtte fortælle min historie 2 gange, og begge har handlet på præcis samme måde, lagt deres arme om mig og kysset mig.
Nu har jeg max udbrud hver 3 måned, jeg kan mærke på min krop flere dage før et udbrud og begynder medicinering allerede der.
Helse kosten er lagt på hylden igen, det var simpelthen for besværligt og jeg fandt hurtigt ud af hvad der var mine trickere..
Nødder, stress og sygdom er det eneste der påvirker mig nu.
Jeg ved efterhånden betydeligt mere om herpes end den folder jeg fik på Venerea Klinikken i sin tid fortalte.
Den er forresten komplet ubrugelig og gør kun ulykken større for folk med første gangs udbrud.
Jeg har blandt andet fået viden herinde, jeg har søgt nettet tyndt og jeg læser ofte op på forskellige medicinske gennembrud på området.
De smerter jeg får nu er næsten ingenting, jeg får ømme muskler i ben og lænd, og mit humør bliver påvirket. Men det er gået fra at være ulideligt og deprimerende, til at være ømt og ikke ulig PMS symptomer.
Jeg håber stadig på en kur en dag, men for nu er livet udholdeligt.
- Jeg fortalte dig min historie. Mit håb er at information omkring herpes kan blive mere udbredt, det er en af de mest hyppige sygdomme i danmark, 80% har antistoffer mod Herpes 1 og ca. 25% mod herpes 2.
Men folk ved sjældent hvad det er før det rent faktisk rammer dem.
Mht. Rådigvere, så bliver det svært.
Jeg besøgte som sagt Bispebjerg Venerea Klinik, og ikke engang de kunne besvare de spørgsmål jeg havde.
For at være ærlig, så tror jeg at de bedste rådgivere er andre smittede. Det var dem jeg støttede mig til da jeg blev smittet, og nu anser jeg mig selv for værende en af dem.
Lægerne kan fortælle meget om de fysiske forhold når det kommer til sygdommen, men de tager også fejl om dele af det, og når det kommer til det psykologiske aspekt har de virkeligt ikke fat i den lange ende.
Få artiklen ud, uanset hvad. Det er bestemt et emne der trænger til at blive belyst.