af OneSecond » 14. feb 2009, 14:01
Jeg fik selv konstateret herpes geni. sidste efterår, og var ikke klar over, hvad det indebar, før jeg selv læste en masse på nettet. Jeg var også meget forbavset over, hvor lidt info der er om denne sygdom. Der har været kampagne vedrørende Klamydia, hvilket selvfølgelig også er en grim sygdom, men den kan i det mindste kureres. Hvis der havde været mere oplysning om herpes som kønssygdom, så tror jeg helt bestemt flere ville tænke sig bedre om. Man ved selvfølgelig en masse om HIV, og alligevel har mange ubeskyttet sex, men da det er strafbart ikke at oplyse en sexpartner om, at man har HIV/aids, og fordi folk har en anden respekt for denne sygdom, så er det ikke noget man rigtig bekymrer sig om på samme måde. Men hvis folk blev oplyst om følgerne af at være smittet med herpes, kunne det da godt være man tænkte sig lidt mere om. Hmm... Jeg kunne skrive mange ting, og mange gange så tænker jeg også bare, at jeg sgu' selv er skyld i det. Den der tanke om, hvis jeg nu aldrig havde mødt ham, hvis jeg nu bare ikke var faldet for ham, hvis nu, hvis nu..., men man kommer ingen vegne. Jeg har stadig rigtig svært ved at leve med det. Er stadig sur og ked af det. Og jeg føler virkelig, at det har ændret mit liv meget, fordi det har ændret min tankegang og mit syn på mig selv så meget. Før i tiden var jeg en drømmer og elskede tanken om fremtiden - den var så lys og indbydende. Nu synes jeg ofte fremtiden virker så uoverskuelig og tung over mig, fordi det her herpes shit helt klart vil påvirke mit kærlighedsliv, jagten på drømmeprinsen og alt der har´med sex/kærlighed at gøre. Argh!!! Det er ikke det fysiske ved sygdommen, som gør mest ondt på mig, det er det psykiske ved at være påført en livslang-smittefarlig-kønssygdom, som gør mig rigtig nedtrykt til tider.
Nogle gange glemmer jeg det, og kan også godt slå det hen, men det får det jo ikke til at forsvinde :( Og jeg kan mærke det plager mig. Føler jeg bærer på en beskidt hemmelighed. Men denne sygdom har jo ikke forandret mig i forhold til mine venner, min familie, mit arbejde, skole, osv., så det er også vildt, at den kan plage én så meget psykisk. Nok fordi sex og kærlighed fylder så meget i vores liv og drømme.
Åh ha, den her besked kom til at handle om noget andet end jeg lagde ud med. Havde nok brug for at komme lidt ud med tingene igen. Det er jo ikke ligefrem noget man går og drøfter som så mange andre følelsesladet ting. Er helt nedtrykt igen nu :( Det må jeg nok vænne mig til at være en gang imellem. Men er det ikke surt, at man bare må vænne sig til at ha det halvskidt. Hvor fanden bliver den kur af, som kan kureres os alle???? Eller vaccinen, så vi ikke skal være bange for at smitte andre i det mindste?!?!
Nå, men jeg vil slutte med at sige, at jeg da har det bedre, end jeg troede jeg ville have det dagene efter jeg fik det konstateret. Der var jeg sikket på, at mit liv var slut. Det er det heldigvis ikke :)
Og man er ikke alene om det. Vi er jo ufatteligt mange med denne sygdom. Denne lorte sygdom.
Måske skulle man opfordre lægemiddelstyrrelsen til at lave en kampagne om dette, og henvise dem til alle disse sites, hvor folk mødes for at tale om herpes - vel og mærke efter de er smittet, og det er for sent. Der er brug for info, så mange kan undgå at gå igennem, hvad vi går igennem.
Jeg fik selv konstateret herpes geni. sidste efterår, og var ikke klar over, hvad det indebar, før jeg selv læste en masse på nettet. Jeg var også meget forbavset over, hvor lidt info der er om denne sygdom. Der har været kampagne vedrørende Klamydia, hvilket selvfølgelig også er en grim sygdom, men den kan i det mindste kureres. Hvis der havde været mere oplysning om herpes som kønssygdom, så tror jeg helt bestemt flere ville tænke sig bedre om. Man ved selvfølgelig en masse om HIV, og alligevel har mange ubeskyttet sex, men da det er strafbart ikke at oplyse en sexpartner om, at man har HIV/aids, og fordi folk har en anden respekt for denne sygdom, så er det ikke noget man rigtig bekymrer sig om på samme måde. Men hvis folk blev oplyst om følgerne af at være smittet med herpes, kunne det da godt være man tænkte sig lidt mere om. Hmm... Jeg kunne skrive mange ting, og mange gange så tænker jeg også bare, at jeg sgu' selv er skyld i det. Den der tanke om, hvis jeg nu aldrig havde mødt ham, hvis jeg nu bare ikke var faldet for ham, hvis nu, hvis nu..., men man kommer ingen vegne. Jeg har stadig rigtig svært ved at leve med det. Er stadig sur og ked af det. Og jeg føler virkelig, at det har ændret mit liv meget, fordi det har ændret min tankegang og mit syn på mig selv så meget. Før i tiden var jeg en drømmer og elskede tanken om fremtiden - den var så lys og indbydende. Nu synes jeg ofte fremtiden virker så uoverskuelig og tung over mig, fordi det her herpes shit helt klart vil påvirke mit kærlighedsliv, jagten på drømmeprinsen og alt der har´med sex/kærlighed at gøre. Argh!!! Det er ikke det fysiske ved sygdommen, som gør mest ondt på mig, det er det psykiske ved at være påført en livslang-smittefarlig-kønssygdom, som gør mig rigtig nedtrykt til tider.
Nogle gange glemmer jeg det, og kan også godt slå det hen, men det får det jo ikke til at forsvinde :( Og jeg kan mærke det plager mig. Føler jeg bærer på en beskidt hemmelighed. Men denne sygdom har jo ikke forandret mig i forhold til mine venner, min familie, mit arbejde, skole, osv., så det er også vildt, at den kan plage én så meget psykisk. Nok fordi sex og kærlighed fylder så meget i vores liv og drømme.
Åh ha, den her besked kom til at handle om noget andet end jeg lagde ud med. Havde nok brug for at komme lidt ud med tingene igen. Det er jo ikke ligefrem noget man går og drøfter som så mange andre følelsesladet ting. Er helt nedtrykt igen nu :( Det må jeg nok vænne mig til at være en gang imellem. Men er det ikke surt, at man bare må vænne sig til at ha det halvskidt. Hvor fanden bliver den kur af, som kan kureres os alle???? Eller vaccinen, så vi ikke skal være bange for at smitte andre i det mindste?!?!
Nå, men jeg vil slutte med at sige, at jeg da har det bedre, end jeg troede jeg ville have det dagene efter jeg fik det konstateret. Der var jeg sikket på, at mit liv var slut. Det er det heldigvis ikke :)
Og man er ikke alene om det. Vi er jo ufatteligt mange med denne sygdom. Denne lorte sygdom.
Måske skulle man opfordre lægemiddelstyrrelsen til at lave en kampagne om dette, og henvise dem til alle disse sites, hvor folk mødes for at tale om herpes - vel og mærke efter de er smittet, og det er for sent. Der er brug for info, så mange kan undgå at gå igennem, hvad vi går igennem.