af Ulykkelig » 13. dec 2008, 23:55
Hej,
Efter en del overvejelse har jeg besluttet mig for at skrive herinde. Da jeg lige havde været ved lægen, tidligere i denne uge, og fået konstateret, at det var et herpes udbrud jeg havde fået gik jeg hjem og søgte rundt på nettet efter viden om sygdommen. Det gjorde dog bare, at jeg blev meget mere fortvivlede og utrolig ulykkelig. Jeg havde absolut ikke forstået hos lægen, at det simpelthen var en sygdom man ville have resten af livet. Så efter at have læst mere og mere endte det med den største tudetur jeg længe har haft og har stadig meget let til tåre når jeg omtaler det her emne. Jeg har åbenbart været meget uviden omkring dette emne, hvilket de få andre mennesker jeg har snakket med efterfølgende også har været. Selvom jeg har fået lidt mere forståelse for det nu, synes jeg stadig det er lidt håbløst. For min egen læge fortalte mig, at det ikke kunne smitte når det ikke er i udbrud, men det er jo som I ved, ikke det der står mange andre steder. Jeg er bare meget forvirret over alle de forskellige informationer..:(
Grunden til, at jeg skriver herinde er nok for at blive opmuntret lidt og høre, at det ikke er det værste der kunne ske i livet. Det er heldigvis allerede ved at gå op for mig så småt, men sys virkelig det er svært at tackle og jeg har lidt svært ved at forestille mig at skulle fortælle det til en fremtidig kæreste, hvilket jeg kan se at andre også har. Men det er rart at vide man ikke er alene om alle disse tanker.
Mvh. den ulykkelige pige, der godt kunne bruge en smule opmuntring..
Hej,
Efter en del overvejelse har jeg besluttet mig for at skrive herinde. Da jeg lige havde været ved lægen, tidligere i denne uge, og fået konstateret, at det var et herpes udbrud jeg havde fået gik jeg hjem og søgte rundt på nettet efter viden om sygdommen. Det gjorde dog bare, at jeg blev meget mere fortvivlede og utrolig ulykkelig. Jeg havde absolut ikke forstået hos lægen, at det simpelthen var en sygdom man ville have resten af livet. Så efter at have læst mere og mere endte det med den største tudetur jeg længe har haft og har stadig meget let til tåre når jeg omtaler det her emne. Jeg har åbenbart været meget uviden omkring dette emne, hvilket de få andre mennesker jeg har snakket med efterfølgende også har været. Selvom jeg har fået lidt mere forståelse for det nu, synes jeg stadig det er lidt håbløst. For min egen læge fortalte mig, at det ikke kunne smitte når det ikke er i udbrud, men det er jo som I ved, ikke det der står mange andre steder. Jeg er bare meget forvirret over alle de forskellige informationer..:(
Grunden til, at jeg skriver herinde er nok for at blive opmuntret lidt og høre, at det ikke er det værste der kunne ske i livet. Det er heldigvis allerede ved at gå op for mig så småt, men sys virkelig det er svært at tackle og jeg har lidt svært ved at forestille mig at skulle fortælle det til en fremtidig kæreste, hvilket jeg kan se at andre også har. Men det er rart at vide man ikke er alene om alle disse tanker.
Mvh. den ulykkelige pige, der godt kunne bruge en smule opmuntring..