af Ukendt » 25. jan 2008, 03:46
Jeg er en pige på 19 år. Jeg har lige (for 4 dage siden) været ved lægen og fik der konstateret Herpes Genitalis. Jeg opdagede selv, at der var noget galt i mit underliv og blev mere og mere urolig over det. Først troede jeg det var svamp, og blev så behandlet for dette. Men da det ikke hjalp, måtte jeg til undersøgelse hos lægen. Og ja, jeg var blevet smittet med Herpes.
På sin vis var jeg forberedt på dette, da jeg havde undersøgt mine symptomer og fundet ud af, at de desværre alle pegede hen på Herpes Simplex. Jeg blev frustreret og græd i lang tid.
Min læge fik beroliget mig lidt, hun fremstillede det hele på en måde, så det lød helt håndterligt. Jeg fik Aciclovir Actavis for min sygdom - nogle piller jeg skal spise 1 af, 5 gange dagligt.
Og så blev jeg ellers rigtig syg. Mit underliv hævede op, var fyldt med disse små væskefyldte blærer, sveg, kløede og gjorde frygtelig ondt. Jeg kunne - som jeg har hørt andre beskrive herinde - hverken holde ud at sidde ned, ligge, stå, eller gå. Det værste af alt er, når jeg skal tømme blæren. Smerterne er ubeskrivelige. Ud over det fik jeg feber, og kvalme. Kunne hverken spise, eller sove. Kunne i det hele taget ingenting, andet end at tænke på, at tiden skulle gå hurtigt, så pillerne begyndte at virke. Og derudover fylde mig med smertestillende piller.
I morgen er sidste dag, jeg skal spise piller og jeg har det bedre, selvom jeg stadig er hævet dernede og er en smule nedtrykt over hele den her affære.
Jeg blev smittet med Herpes af min kæreste, som jeg har været sammen med i 1 år. Han får nogle gange udbrud ved munden, og da jeg sidst var sammen med ham, havde han et sår, der næsten ikke var til at se. Vi kunne ikke kysse hinanden, sagde han, men normalt samleje kunne vi godt have. Senere mente han, at såret var helet og det igen var sikkert at kysse. Og så havde vi (til min senere store fortrydelse) også oral sex.
Jeg er fuldstændig overbevist om, at det var her, han smittede mig. Jeg er gal på ham. På en måde synes jeg, det hele er hans skyld. Al den smerte jeg har været igennem, og en virus der vil sidde i min krop resten af livet, bare fordi han ikke havde undersøgt emnet grundigt nok. Hvor skal der i grunden lidt ubetænksomhed til.
Jeg har ikke lyst til at være sammen med ham længere. Men han kan jo egentlig også være blevet smittet dernede, kan han ikke? Nu sidder sygdommen i min krop, og det må jeg sgu bare leve med. Men jeg er bekymret for, hvordan mit liv skal komme til at se ud i fremtiden.
-Om jeg kan leve “normalt” sådan som jeg hele tiden har gjort det.
-Om jeg kan få et nogenlunde normalt kærlighedsliv, om der overhovedet er nogen, der for fremtiden vil interessere sig for mig, og hvis vi bliver involveret, om de kan acceptere og leve med, at jeg har denne sygdom?
Der er så mange spørgsmål der pludselig hober sig op og gør mit liv endnu mere kompliceret.
Men jeg er glad for at der findes dette forum, hvor man kan skrive åbent om sin sygdom og høre andres erfaringer med den. Jeg synes emnet burde diskuteres mere ude i samfundet, for jeg tror ikke der er mange der er klar over hvad det er for en sygdom, eller hvrordan man får den - jeg vidste intet om det.
Jeg håber man fortsætter forskningen indenfor dette område, og at dette første udbrud af Herpes bliver det sidste jeg får i mit liv. Mvh.
Jeg er en pige på 19 år. Jeg har lige (for 4 dage siden) været ved lægen og fik der konstateret Herpes Genitalis. Jeg opdagede selv, at der var noget galt i mit underliv og blev mere og mere urolig over det. Først troede jeg det var svamp, og blev så behandlet for dette. Men da det ikke hjalp, måtte jeg til undersøgelse hos lægen. Og ja, jeg var blevet smittet med Herpes.
På sin vis var jeg forberedt på dette, da jeg havde undersøgt mine symptomer og fundet ud af, at de desværre alle pegede hen på Herpes Simplex. Jeg blev frustreret og græd i lang tid.
Min læge fik beroliget mig lidt, hun fremstillede det hele på en måde, så det lød helt håndterligt. Jeg fik Aciclovir Actavis for min sygdom - nogle piller jeg skal spise 1 af, 5 gange dagligt.
Og så blev jeg ellers rigtig syg. Mit underliv hævede op, var fyldt med disse små væskefyldte blærer, sveg, kløede og gjorde frygtelig ondt. Jeg kunne - som jeg har hørt andre beskrive herinde - hverken holde ud at sidde ned, ligge, stå, eller gå. Det værste af alt er, når jeg skal tømme blæren. Smerterne er ubeskrivelige. Ud over det fik jeg feber, og kvalme. Kunne hverken spise, eller sove. Kunne i det hele taget ingenting, andet end at tænke på, at tiden skulle gå hurtigt, så pillerne begyndte at virke. Og derudover fylde mig med smertestillende piller.
I morgen er sidste dag, jeg skal spise piller og jeg har det bedre, selvom jeg stadig er hævet dernede og er en smule nedtrykt over hele den her affære.
Jeg blev smittet med Herpes af min kæreste, som jeg har været sammen med i 1 år. Han får nogle gange udbrud ved munden, og da jeg sidst var sammen med ham, havde han et sår, der næsten ikke var til at se. Vi kunne ikke kysse hinanden, sagde han, men normalt samleje kunne vi godt have. Senere mente han, at såret var helet og det igen var sikkert at kysse. Og så havde vi (til min senere store fortrydelse) også oral sex.
Jeg er fuldstændig overbevist om, at det var her, han smittede mig. Jeg er gal på ham. På en måde synes jeg, det hele er hans skyld. Al den smerte jeg har været igennem, og en virus der vil sidde i min krop resten af livet, bare fordi han ikke havde undersøgt emnet grundigt nok. Hvor skal der i grunden lidt ubetænksomhed til.
Jeg har ikke lyst til at være sammen med ham længere. Men han kan jo egentlig også være blevet smittet dernede, kan han ikke? Nu sidder sygdommen i min krop, og det må jeg sgu bare leve med. Men jeg er bekymret for, hvordan mit liv skal komme til at se ud i fremtiden.
-Om jeg kan leve “normalt” sådan som jeg hele tiden har gjort det.
-Om jeg kan få et nogenlunde normalt kærlighedsliv, om der overhovedet er nogen, der for fremtiden vil interessere sig for mig, og hvis vi bliver involveret, om de kan acceptere og leve med, at jeg har denne sygdom?
Der er så mange spørgsmål der pludselig hober sig op og gør mit liv endnu mere kompliceret.
Men jeg er glad for at der findes dette forum, hvor man kan skrive åbent om sin sygdom og høre andres erfaringer med den. Jeg synes emnet burde diskuteres mere ude i samfundet, for jeg tror ikke der er mange der er klar over hvad det er for en sygdom, eller hvrordan man får den - jeg vidste intet om det.
Jeg håber man fortsætter forskningen indenfor dette område, og at dette første udbrud af Herpes bliver det sidste jeg får i mit liv. Mvh.